Sammenholdet styrket i sorgen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Blomster på gerningsstedet på Hasseris Gymnasium vil ikke mere være at finde - søndag vil rektor bringe de blomster, der måtte blive bragt til gymnasiet, til Cecilies grav. Arkivfoto: Ajs Nielsen

AALBORG:Mandag er det lys slukket igen, som bliver tændt i eftermiddag på Hasseris Gymnasium på det sted, hvor den 18-årige Cecilie Kajus Næblerød blev dræbt for et år siden. Ingen blomster vil heller være tilbage på gerningsstedet, og når rektor Anders Bach Jensen sammen med lærere og elever midt på formiddagen har holdt et minuts stilhed til minde om Cecilie, vil hverdagen vende tilbage til skolen. Den hverdag, som trods den rystende begivenhed er rettet fremad. Fordi man skal videre, selv om det frygtelige er sket. Og gymnasiets rektor ved, at det vil være sådan. Fordi erfaringen allerede har vist, at det kan lade sig gøre. Fordi skolen er befolket med unge mennesker med fokus på fremtiden. Og fordi det fællesskab og det sammenhold, som opstod midt i sorgen, blev en positiv effekt, som stadig holder. Anders Bach Jensen havde ikke selv forestillet sig, at årsdagen for drabet på Cecilie skulle have været en mærkedag, men elevrådet mente noget andet, og det har rektor altså accepteret. - Og derfor gør vi, som vi gør ved at holde skolen åben, men efter aftale - også med elevrådet - kører jeg søndag de blomster, som bliver lagt, hen på Cecilies grav, forklarer han. I erkendelse af, at hverdagen er kommet tilbage til skolen, og at der er mange elever, som kun kender det tragiske hændelsesforløb fra medierne, er deltagelsen i mindehøjtideligheden i festsalen mandag heller ikke tvungen. Ny start og afslutning - Og det er jo det befriende med den cirkulære tidsmodel, som er skolens, siger Anders Bach Jensen med henvisning til, at tragedien var nærværende hver eneste dag i de måneder, der fulgte efter drabet, men at sommerferien og en ny start med nye elever betød, at det også kom til en afslutning på den svære tid. Hasseris Gymnasium fik allerede lige efter drabet Undervisningsministeriets accept af at kunne bruge sygeeksamen til traumatiserede elever, men det blev der ikke brug for. - Det var det frugtbare, der kunne drages af tragedien, siger Anders Bach Jensen, at fællesskabet virkede. Studievejlederne samlede op, og klasselæreren, f.eks., i Cecilies klasse, stod markant stærkt i den situation, og det var også fantastisk midt i det hele at opleve, hvordan elever tog ansvar og hjalp hinanden igennem. Og så var det, understreger gymnasierektoren, også nødvendigt at være opmærksom på, at de unge i gymnasiet er orienterede om det, der ligger foran dem, og har mod på livet, og det håb om en fremtid skal vi støtte dem i. Og den proces bliver naturligt understøttet, når et nyt skoleår begynder. Og derfor er vi også nu, siger Anders Bach Jensen, optaget af, at det er her, den 15. marts, vi får nye ansøgninger fra kommende elever, som vi er spændte på at møde. Det holder fokus på, at vi skal se fremad. Anders Bach Jensen tror på, at også de kammerater til Cecilie, som fik tragedien tæt på, kommer videre trods den voldsomme begivenhed. - Det øjeblikkelige kriseberedskab fungerede godt, da alting var kaotisk, siger han, og da amtet hen over sommerferien trak sig ud, var der stadig elever, som havde brug for hjælp. Da besluttede jeg, at den post kunne skolen påtage sig, og når jeg tror på, at det går den rigtige vej også for dem, der var tættest på, så kan jeg i hvert fald sige, at vi får ikke flere regninger. Anders Bach Jensen var ikke på skolen, da drabet fandt sted, men det er han i eftermiddag, når skolen holder åbent fra middag til sidst på eftermiddagen.