Sammenspist i 20 år.

Thomas kan kun komme i tanker om en eneste ting, der er træls ved at bo i bofællesskabet på Uldalsvej i Nørresundby. At alle andre tror, han bor i kollektiv. Thomas Carlsen er 18 år og født og opvokset i andelsboligforeningen, der lægger stor vægt på fællesskab i praksis, på omgang med og omsorg for hinanden. En selvgroet andelsforeningen med nu 20 år på bagen. Det er Ditte Christensen også. De to går i klasse sammen og har haft en super barndom, synes de. Ditte ville bare gerne have været lidt bedre til at lave mad. Som man bliver det, når man dagligt er involveret i familiens måltider. På Uldalsvej er det lykkedes bofællesskabet at holde liv i fællesspisning alle ugens fem hverdage året rundt undtagen i skolernes sommerferie. Med 18 huse, beboet af 48 mennesker, hvoraf halvdelen er børn, er der langt mellem de dage, hvor den enkelte skal lave mad. En stor fordel for enlige eller børnefamilier. Men altså også med den bivirkning, at børnene ikke ret tit er indvolveret i madlavning. I bebyggelsen gør man meget ud af, at der er tale om et bofællesskab, hvor man tager hinanden og fællesskabet alvorligt og tager del i det. Det er mindst lige så meget det, som hvorvidt man synes om husene, man skal tage stilling til, hvis man reflekterer på et ledigt hus på den lille vej i Lindholm. I andelsforeningen er der tre typer huse. de mindste er på 66 kvm, der er nogle på 86 og nogle på 110 kvm. De største appellerer indlysende til børnefamilier. Der er tale om arkitekttegnede huse, der holder endnu, fordi indretningen er enkel og materiale-valget tidløst og rustikt. Oprindeligt bygget med et meget skrabet te-køkken, fordi man jo skulle spise i fælleshuset. Kollektiv myndighed Der er venteliste til husene, der ikke sælges af den enkelte andelshaver men af foreningens bestyrelse, der er den administrative myndighed, mens stormødet er den egentlige besluttende myndighed i bofællesskabet. Priserne på Uldalsvej har endnu ikke taget himmelflugten som i så mange andre andelsforeninger. Priserne på andelsbeviserne ligger mellem 180.000 og 350.000 kroner, hvortil kommer huslejer alt incl. på mellem 3500 kroner og 6000 kroner. - Vi har aldrig egentligt afvist nogle, der henvendte sig om et ledigt hus. Vi vil helst ikke sortere i folk. Men gå den anden vej og sørge for, at det er almindeligt kendt, at vi er et bofællesskab med stor vægt på fællesskab, så kun de, der er interesserede i at leve på den måde, henvender sig, fortæller Flemming Ringgaard, der har boet på Uldalsvej i to år med sin kone Henriette Leth. Genialt for børn - Som barn er det helt genialt at bo sådan et sted. Det har været helt fantastisk altid at have mange legekammerater så tæt på, at gå ud og ind hos hinanden og at gå i skole sammen, siger han. Alligevel ved han, som Ditte, ikke, om han selv ville vælge den bo-form, når han flytter hjemmefra. I hvertfald ikke lige med det samme, men måske, når man får familie og børn, funderer de begge. For som modvægt til det manglende talent for madlavning har de en stor social kompetence, der klart har rod på Uldalsvej. I begyndelsen af foreningens liv var der meget tale om ofentligt ansatte beboere. Stort set alle var pædagoger og sygeplejersker. I dag er spredningen i erhverv og uddannelser meget større, og der er ikke mere nogen fællesnævner. - Jeg tror, det hænger sammen med, at fællesskabet og de relativt billige huse, frigiver både tid tid, energi og penge , og appellerer til mange, der gerne vil sænke tempoet, fortæller Marianne Lund, der i 10 år har været en del af fællesskabet. Hun suppleres straks af Flemming Ringgaard, der er en af de nyere beboere. Han kan endnu have vanskeligt ved at finde ud af, at han godt kan sætte sig og glo og gøre ingenting, når han kommer fra arbejde. Der er ingen indkøb, for andre har sørget for det, der er meget lidt have og vedligeholdelse at gå i gang med, fælles-arealerne varetages på planlagte arbejdsdage, og tiden, der ofte er ulvetime for mange eller presset forde fleste, er helt hans egen. Bulderby Jonna Løkke Andersen, der er pædagog, har sammenlagt boet på Uldalsvej i 11 år. Først som single i syv år. Så rykkede hun til Sjælland med en kæreste, der siden blev hendes mand og far til hendes datter. Han ville gerne tilbage til Uldalsvej, og det er nu fire år siden. - Det er svært for os at forestille os, at vi skulle bo andre steder eller på en anden måde. Vi har alt her. Vores bedste venner bor her, vores datter på fem, synes her er lige som i Bulderby. Der er tryghed for børnene generelt, og omsorg alle imellem, forklarer hun. Og tilføjer, at man så til gengæld skal vænne sig til - og acceptere - at man bor så tæt, så meget børneopdragelse, mange skænderier i familien og andre skærmydsler foregår i det offentlige rum. Omkring bofællesskabets huse ligger boligblokke på flere sider. Men det har aldrig generet beboerne. Der er godt med træer omkring det lille bofællesskab, og de oplever det selv som en oase midt i byen, hvor der gælder særlige regler, og hvor stress har vanskelige kår. -Man passer på hinanden her i bebyggelsen. Man følger med i hinandens liv, når man f.eks. er tre voksne om på to timer at lave mad til hele forsamlingen. Så er der god tid til at tale sammen, forklarer Marianne Lund. Den meget centrale fælles-spisning er koncentreret om sund og varieret mad af gode råvarer. Man er ikke konsekvent til det ene eller det andet. Men der er både fiske-dage og vegetar-dage, mens fredagene som regel er reserveret godt kød. Uanset de høje træer omkring fællesskabet på Uldalsvej, vokser de ikke ind i himlen. Der har været beboere undervejs, der alligevel ikke havde lyst til det tætte fællesskab. - Det er jo ikke sådan, at man er tvunget til at deltage i hverken spisning, arrangementer eller fester. Vi giver plads til, at er kan være perioder, hvor man har for travlt på jobbet eller ikke har overskud af andre grunde. Men som grundlæggende udgangspunkt, er vores form, at man skal være interesseret i at være tæt på hinanden og et langt stykke fungere som hinandens netværk, siger Marianne Lund. Bofællesskabet holder åbent hus i dag.