Sammenstød i bandekrigen

Drab 1. marts 2009 05:00

Kronologi over episoder i konflikten mellem indvandrerbander og rockergrupper: 27. februar 2009 bliver en 25-årig irakisk mand likvideret i Mjølnerparken på Nørrebro i København. 10-12 skud bliver affyret mod manden, der dør på stedet. To biler flygter fra stedet, en sølvgrå kassebil og en bronzefarvet eller gullig personbil. Der er tre personer i den sølvfarvede bil, alle ser danske ud. I den bronzefarvede er to hætteklædte personer. 22. februar 2009 affyrer to hætteklædte personer to skud mod Hells Angels rockerborg på Svanevej i København. To personer er til stede i rockerborgen under episoden, men ingen bliver ramt. Skuddene affyres af indvandrere i en mørkeblå Peugeot 309, der kører fra stedet med retning mod Nørrebro. 17. februar 2009 bliver en 19-årig mand skudt ned på Korsgade ud for nummer 39 på Nørrebro i København. Manden rammes i hofteregionen og overlever. Skuddene bliver affyret fra en grå bil, hvori der sidder fire rockerlignende typer. Politiet finder fire afskudte patronhylstre. 29. januar 2009 bliver Stein Baggers tidligere sikkerhedsvagt, HA-rockeren Brian Sandberg forsøgt likvideret på juicebaren Joe & The Juice i Ny Østergade i København. 26. januar 2009 rammes en mand med indvandrerbaggrund af skud på en thairestaurant på Halmtorvet i København. 22. oktober 2008 er en 23-årig mand med tilknytning til AK81 i livsfare efter et overfald i Odense, hvor fire mænd overfalder den 23-årige med kniv og baseballbat. 16. september 2008 bliver en 46-årig mand ramt af et projektil i halsen, da to unge mænd affyrer tre skud gennem ruden til Hells Angels-butikken Route 81 på Nørrebrogade i København. Manden overlever. Senere samme dag skyder tre-fire unge mod personer på en bænk i Jægersborggade i København, hvor Hells Angels kontrollerer et omfattende salg af hash. Omtrent samtidig bliver to 47-årige mænd beskudt i en bil på Ruten i Tingbjerg af to unge mænd med indvandrerbaggrund. De overlever begge. 14. september 2008 bliver der affyret mindst 11 skud i Rantzausgade på Nørrebro i København fra en bil. To mænd på 23 og 20 år bliver ramt, men overlever. 9. september 2008 kaster ukendte gerningsmænd to håndgranater mod Hells Angels' adresse på Bryggervej i Risskov ved Århus. Ingen kommer noget til, da den ene af de to granater eksploderer. Omtrent samtidig bliver et klubhus i Viby - tilhørende HA-supporterne MC Tornados - gennemhullet af ca. 25 skud. Ingen kommer til skade under dette angreb, da klubhuset er tomt. 7. september 2008 driver en gruppe på op mod 100 unge indvandrere hærgende gennem Jægersborggade på Nørrebro i København, en gade, der er hjemsøgt af hashhandlere med kontakter til rockermiljøet. 23 biler får knust ruder. Natten til 5. september 2008 kommer det til skyderi ved rockerborgen på Svanevej i København. En beboer i nærheden slår alarm, og politiet finder to afskudte 9 mm-projektiler på jorden foran Hells Angels' klubhus. Umiddelbart er det dog ikke til at se, hvor skuddene har ramt. 3. september 2008 affyres der skud på Brysselgade på Amager i København. Ingen bliver ramt. Umiddelbart efter skyderiet kører to-tre biler fra stedet. Den ene bil kører til et Hells Angels-klubhus. Politiet sætter hurtigt episoden i forbindelse med nedskydningen af den 19-årige mand i Tingbjerg. 11 rockere og tre personer med udenlandsk baggrund bliver anholdt efter skyderiet, men politiet løslader dem alle samme nat. 1. september 2008 tilkaldes et bombehold fra hærens ammunitionsryddere efter fundet af en håndgranat ved Hells Angels' klubhus på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter. 14. august 2008 dræbes den 19-årige Osman Dogan i en byge af skud ud for et pizzeria i Tingbjerg i København. Efter drabet anholder politiet adskillige personer med tilknytning til den Hells Angels-relaterede gruppe AK81. En 22-årig rocker er sigtet for drabet, men på fri fod. Ifølge politiet var skyderiet kulminationen på en håndfuld foregående skærmydsler mellem grupperne./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...