Skagen

Samspil med Dahlin

LILLE: På fodboldbanen nåede de aldrig at spille på samme hold, men på deres nye boldgade som spilleragenter optræder Mikkel Beck og Martin Dahlin som makkere. Udadtil er samspillet mellem den dansk-svenske angrebsduo, der i deres aktive karrierer begge førte sig flittigt frem som målmagere, forholdsvis usynligt, bl.a. fordi Mikkel Beck bor i franske Lille (med sommerhus i Skagen), mens Martin Dahlin har base i London. - Vi har hvert sit firma og hver sin kreds af spillere, men vi arbejder tæt sammen, og på sigt er det muligt, at vi opretter et fælles selskab, siger Mikkel Beck. - Vi er stærkere sammen end hver for sig og nyder godt af, at vi hver især har nære kontakter i de fleste af Europas førende fodboldnationer. - For mit eget vedkommende er det også en kæmpefordel, at jeg taler fem sprog flydende. Det øger automatisk respekten, når man mestrer det nationale sprog over for eksempelvis en fransk eller en spansk klubdirektør. abel