Samsung lover grøn energi på halvdelen af fabrikker om to år

Den asiatiske telefon- og it-producent Samsung fastsætter mål for vedvarende energi.

- Samsungs meddelelse er et stort skridt frem mod en fremtid båret af bæredygtig energi, siger Greenpeace-chefen Jennifer Morgan om det sydkoreanske mål om ren energi i 2020. Foto: Kim Hong-ji/Reuters
Digitalt 14. juni 2018 09:41

Samsung Electronics, som er verdens største producent af smartphones, lover at omstille til udelukkende grøn energi i USA, Europa og Kina. Det skal være på plads inden udgangen af 2020.

Knap halvdelen af selskabets fabrikker og kontorer er ifølge nyhedsbureauet AP dermed omfattet.

Den sydkoreanske virksomhed følger teknologigiganten Apple, som har truffet samme beslutning om at bruge grøn energi.

Samsung Electronics, der er et datterselskab af Samsung, vil blandt andet installere 42.000 kvadratmeter solpaneler ved hovedkvarteret i Suwon.

I Sydkorea er andelen af vedvarende energi blot seks procent. Resten af energibehovet dækkes af kul og atomkraft.

Meddelelsen fra Samsung får i en pressemeddelelse ros af den internationale miljøorganisation Greenpeace.

- Samsungs meddelelse er et stort skridt frem mod en fremtid båret af bæredygtig energi, siger Greenpeace-chefen Jennifer Morgan.

17 af Samsungs 38 fabrikker ligger i USA, Europa og Kina.

Der er langt til at nå målet, hvis man tager udgangspunkt i selskabets egne tal. Ifølge Greenpeace er Samsungs andel af vedvarende energi blot én procent.

Miljøorganisationen opfordrer andre virksomheder til at følge i samme spor.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...