EMNER

Samsungs nye topmobil

Galaxy S5 skal nok blive en sællert

Samsung holder fast i det småtriste plastdesign, som dog også har fordele.
Samsung holder fast i det småtriste plastdesign, som dog også har fordele. -

ELEKTRONIK: Nogle telefoner sælger nærmest sig selv. Det oplagte eksempel er iPhone, men Samsungs topmodeller er også godt med, og i perioder har de solgt endnu bedre end iPhone. Det kan der være flere grunde til, men designet er næppe en af dem.

For mens konkurrenterne i stigende grad flotter sig med stål, glas og aluminium, er Samsungs telefoner stadig pakket ind i plast. På den nye topmodel har bagsiden fået en mat og prikket overflade, der virker knap så tynd som tidligere. Galaxy S5 er ikke en grim telefon. Den ligner bare ikke noget, der har kostet 5000 kroner.

Det er fint, at bagklappen kan tages af, så man kan udvide lageret, skifte batteriet eller montere et andet omslag. Plasten holder også vægten nede, og selv om mobilen er 30 gram tungere end iPhone, føles den lettere, fordi den er så meget større.

Drømmeskærm

Skærmen er vokset en smule fra 5 til 5,1 tommer, men HD-opløsningen giver stadig en formidabel skarphed. Her er kommet ekstra blus på skærmen, så den lettere kan aflæses i solskin. Omvendt kan man også skrue længere ned for lyset end i de fleste andre telefoner - en stor fordel, når man læser i mørke.

Farverne kan justeres, så man undgår de overdrevne kulører, der ofte følger med AMOLED-teknikken. Alt i alt en superflot skærm. Og fordi knapperne sidder under skærmen, undgår man den spildplads, der skæmmer mange andre mobiler.

En diskret infrarød sender på toppen lader dig bruge mobilen som fjernbetjening til dit tv og musikanlæg. I modsatte ende finder vi ladestikket, der nu dækkes af en lille plastlåge. Det pynter faktisk - og så er det med til at gøre telefonen modstandsdygtig over for vand og støv. Samsung bruger ikke betegnelsen ”vandtæt”, men du kan roligt hive telefonen frem i regnvejr, og den vil formentlig også overleve den frygtede tur i toilettet.

Giv den fingeren

Den ovale knap under skærmen har nu indbygget fingeraftrykslæser. Den fungerer som på bærbare pc’er, hvor man stryger fingeren nedad i stedet for at holde den stille som på iPhone. I praksis virker Samsungs løsning ikke helt så pålidelig, men hvis alternativet er en ulåst telefon, er sensoren en stor gevinst for sikkerheden.

Fint kamera

Mere overflødig er den indbyggede pulsmåler på bagsiden.

Kameraet er straks mere vigtigt. Med 16 megapixel leverer S5 sprøde detaljer og god mulighed for beskæring. Video kan ikke bare skydes i HD - men også i den endnu skarpere UHD-opløsning, som finder vej til stadig flere fladskærme.

Som allroundkamera (f.eks. på ferier) tager S5 bedre billeder end de fleste konkurrenter - inklusive den nye HTC One. Til gengæld har HTC’en en fordel i mørke omgivelser, og den er også bedre til at sløre udvalgte dele af billedet, så man får en flot illusion af begrænset dybdeskarphed.

Kameraet i S5 giver nem adgang til de vigtigste indstillinger, og det fokuserer lynhurtigt. Gevinsten forsvinder bare ofte, fordi man skal vente flere sekunder på at blive klar til skud.

En smule træghed

Selv om S5 teknisk er en af markedets allerhurtigste telefoner, oplever man af og til, at menuerne tøver en anelse. Det kan kun skyldes dårlig programmering, så mon ikke det løses med en kommende opdatering.

Batteriet holder til en hel dags flittig brug, og nogle vil kunne nøjes med en opladning hver anden dag. En ny ”ultraspareindstilling” slår alt overflødigt fra - og ændrer endda skærmen til sort-hvid. På den måde skulle det være muligt at opnå mindst et døgns standbytid med bare 10 procent tilbage på batteriet.

På flere afgørende punkter er Galaxy S5 en fremragende mobiltelefon, så vi lander lige akkurat på fem stjerner. Samme vurdering hæftede vi på den nye HTC One, som stadig er denne anmelders førstevalg. Ingen af de to mobiler er perfekte, men de brillerer på vidt forskellige punkter. Og til den høje pris er det jo skuffende, at vi ikke kan få det bedste fra begge verdener.

SAMSUNG GALAXY S5

# # # # # ¤

Mål: 142 x 73 x 8 mm (145 g)

Skærm: 5,1 tommer (1920 x 1080)

Kamera: 16 megapixel

Lager: 16 GB (kan udvides)

Pris: ca. 5000 kr.

Info: www.kortlink.dk/e5k4

PLUS: Stærk og vandtæt mobil med skøn skærm og lang batteritid.

MINUS: Dyr telefon i billig plast-indpakning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden