Tranum

Samtale og massage giver et kærligt spark

Massageterapeut Lisbeth Helboe lægger vægt på at se krop og sind som en helhed

TRANUM:- Det er lidt underligt, at de fleste mennesker sørger for at sende bilen på værksted, når der er en smule rust, mens de overhører det, når kroppen signalerer, at noget er galt. Massageterapeut Lisbeth Helboe er ikke et sekund i tvivl om, hvor vigtigt det er at lytte til både krop og sind. Mange tennisalbuer, musearme, hovedpiner og muskelspændinger kunne undgås, hvis folk greb hurtigere ind og var bedre til at tage vare på sig selv. Oprindeligt er Lisbeth Helboe uddannet socialpædagog, men i 1994 færdiggjorde hun uddannelsen som massageterapeut og har siden haft sin egen praksis. I 1998 flyttede hun til Tranum, hvor hun etablerede sin egen virksomhed Vangkilde Hus. - Da jeg så stedet, tænkte jeg straks: Her kan jeg lide at være. Her kan jeg realisere det, som betyder noget for mig, fortæller Lisbeth Helboe. Fra Vangkilde Hus tilbyder hun både traditionel afspændingsmassage, kombinerede samtale- og massageforløb og - som noget relativt nyt - coaching, som betyder træning og ligesom i sportens verden skal forstås som støtte til at realisere de mål, som betyder noget for én. Lisbeth Helboe tager også ud på virksomheder, hvor hun giver massage til medarbejderne. Desuden tilbyder hun pædagogisk helsemassage til fysisk og psykisk handicappede samt til sindslidende. - Det er rart at have det brede spektrum lige fra direktøren til mongolen. Al den mangfoldighed er til stede i mit arbejde, og jeg nyder det meget, fortæller Lisbeth Helboe. Ressourcer i centrum Både virksomhedsledere, hjemmearbejdende, studerende, medarbejdere og iværksættere opsøger Lisbeth Helboe for at blive coachet. Kombinationen af spændingsforløsende massage og målrettede samtaler er blevet en efterspurgt vare. - Først har vi samtalen og bagefter massagen. Koblingen mellem det mentale og det kropslige er der omgående, og den er afgørende for, om tingene lykkes. Det er det, som gør coachingen unik, forklarer Lisbeth Helboe. - Jeg sætter fokus på folks ressourcer, og de lærer at holde deres eget fokus på de ting, de gerne vil realisere, og få energi til det, de vil. Det producerer glæde at nå de mål, man har sat sig. Det er dybest set en tilfredsstillelse at realisere dem. Men det er ikke mig, der skal udføre arbejdet. Jeg kan stille spørgsmålene. Så må personen selv blive afklaret og finde svarene. Jeg møder folk med respekt, omsorg og imødekommenhed, men jeg tager ikke ansvaret fra dem. Det bærer de selv, pointerer Lisbeth Helboe. Ingen mystik Hun forsøger med sine spørgsmål at få personen til at finde ud af, hvor han er i sit liv, og hvor han vil hen. - Man skal have gang i kroppen for at flytte sig, og i den situation er det naturligt at anvende massagen, forklarer Lisbeth Helboe. Det kan lyde uhåndgribeligt og for nogle måske vel gådefuldt, men Lisbeth Helboe lægger vægt på, at der ikke er noget mystisk i hendes arbejde. - Jeg tror på, at folk dybest set er sunde og raske, men måske har vi alle noget, vi kan blive bedre til. Jeg ser på, hvad der befordrer optimal vækst for de pågældende. Højst 20 procent af en samtale bruges til at snakke om problemer, mens de 80 procent bruges til at tale om muligheder, understreger Lisbeth Helboe.