Samtlige foreninger skal kortlægges

Kulturelt Samråd er klar til at dele penge ud til gode projekter

Lars Hofmeister
Hen­rik Mel­chior­sen fra Fre­de­riks­havn er valgt som for­mand for Kul­tur­elt Sam­råd. foto: carl th. poul­sen
EMNER 21. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Kulturelt Samråd er klar til at dele penge ud til gode projekter i Frederikshavn Kommune. Mulighederne for at få økonomisk støtte fra Kulturelt Samråd spænder vidt, lige fra et foredrag i en haveforening til en klassisk koncert - eller måske er det nødvendigt at søge om støtte til at få udgivet en lokalhistorisk bog om Lyngså og omegn? Kulturelt Samråd i den nye storkommune er netop stiftet, og formanden hedder Henrik Melchiorsen. - Vi har 206.000 kroner om året at gøre godt med, hvilket er et lille beløb i betragtning af, at vi dækker hele Frederikshavn Kommune, siger Henrik Melchiorsen. En af de store udfordringer i den kommende tid bliver derfor at få overbevist Frederikshavn Kommune om nødvendigheden af flere penge til Kulturelt Samråd. - Vi er en paraplyorganisation, og derfor vil vi samle alle foreningerne i et medlemskartotek. Håbet er så, at Frederikshavn Kommune får øjnene op for, at der er grundlag for at give Kulturelt Samråd større økonomisk råderum. Samrådet skal være med til at sparke gang i den kulturelle udvikling, og det kan som nævnt gøres ved at dele penge ud til forskellige arrangementer. Men samrådet vil også være i stand til at give en forening en underskudsgaranti og generelt være en inspirerende sparringspartner for de foreninger, der har svært ved at klare sig alene. - Samtidig er der også mulighed for at koordinere tingene lidt bedre, blandt andet ved at arbejde sammen om arrangementerne, tilføjer Henrik Melchiorsen. Hvis man har spørgsmål til Kulturelt Samråd eller bare gerne vil sende en ansøgning af sted, kan man henvende til Frederikshavn Kommune.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...