Samuelsen: Genopbygning af Syrien må ikke støtte Assad

På den korte bane spiller præsident Assad en rolle for politisk løsning på krigen i Syrien, siger Samuelsen.

EU skal først støtte genopbygningen af Syrien, når der er indgået en fredsplan for det krigshærgede land, mener udenrigsminister Anders Samuelsen. Det er vigtigt, at genopbygningen ikke kommer til at fungere som støtte for præsident Bashar al-Assad, siger han. Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson
Luxembourg 3. april 2017 13:04

LUXEMBOURG: EU skal først støtte genopbygningen af Syrien, når der er indgået en fredsplan efter foreløbig seks års krig i Syrien.

Det siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mandag ved ankomsten til EU’s udenrigsministermøde i Luxembourg.

- Det er vigtigt, at der bliver indgået en aftale om en politisk løsning, så man ikke gennem genopbygningen begynder at understøtte det eksisterende styre, siger Samuelsen.

Udenrigsministeren siger samtidig, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, ikke kan være en del af en langsigtet politisk løsning for Syrien.

- Han har utroligt meget på samvittigheden, siger Anders Samuelsen om Assad.

- Det er svært at forestille sig - også for at give folk en mulighed for at vende hjem til Syrien - at han skulle være en del af den langsigtede løsning, siger den danske udenrigsminister.

Men Assad kan godt være en del af den kortsigtede løsning, mener Samuelsen.

- På den korte bane spiller han jo en rolle. Det kan man ikke komme uden om. Det er jo et faktum, at han sidder der på nuværende tidspunkt, siger udenrigsministeren.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...