Samuelsen gransker fravær og afviser europaminister

Det er bedst at samle ansvar for EU's generelle anliggender under udenrigsministeren, mener Anders Samuelsen.

Danmark har ikke brug for en europaminister, siger Anders Samuelsen undet EU-møde i Luxembourg tirsdag. "Jeg har prøvet at kigge efter, og hver eneste gang med fravær har der været en begrundelse", siger han. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Danmark har ikke brug for en europaminister, siger Anders Samuelsen undet EU-møde i Luxembourg tirsdag. "Jeg har prøvet at kigge efter, og hver eneste gang med fravær har der været en begrundelse", siger han. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har gransket sit fravær i forbindelse med EU-møder, og han mener ikke, at Danmark skal have en europaminister.

Det skaber bedre sammenhæng, hvis møder om udenrigsanliggender og EU's generelle anliggender er samlet under udenrigsministeren, mener han.

- Nej, det er der ikke brug for. Jeg har prøvet at kigge efter, og hver eneste gang med fravær har der været en begrundelse, siger Anders Samuelsen ved et EU-møde i Luxembourg.

Tænketanken Europa offentliggjorde i september en undersøgelse, der dækker perioden fra Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister i 2015 og frem til august i år.

Den viste, at danske udenrigsministre havde deltaget i fire af ti møder i det centrale råd, der tager sig af generelle anliggender i EU. Rådet, der kaldes GAC, forbereder blandt andet brexit- og EU-topmøder.

Danmark havde et højt fravær i forhold til de øvrige lande.

- Det er vigtigt, at der er en sammenhæng i den politik, vi laver. Jeg synes, at der er en sammenhæng ved, at det ligger samlet, og så er der fagministre, der tager sig af fagspecifikke områder, siger Samuelsen.

I forbindelse med undersøgelsen blev fraværet kritiseret af universitetsprofessor Marlene Wind. Hun kaldte det problematisk, at den danske regering "prioriterer møder så lavt".

- Jeg synes, at kritikken er forfejlet, siger Anders Samuelsen.

Ministeren henviser til, at han møder de samme kolleger i mange sammenhænge og ikke kun i GAC.

Danmark lå også for år tilbage lavt på opgørelser over fremmøde, når EU-landenes udenrigsministre var samlet. Den debat kørte i 2010.

Bertel Haarder blev den første danske europaminister i 2001. Det var i forbindelse med Danmarks EU-formandskab året efter.

Siden har Nicolai Wammen og Nick Hækkerup haft posten, der blev nedlagt i 2014.

Før Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister i 2015, sagde han, at han ville have en europaminister. Men sådan blev det ikke.

Siden august har der været to GAC-møder. Udenrigsministeren har deltaget i det ene.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.