EMNER

Samvittighedsløse politikere?

UDVISNINGER:Når det drejer sig om udvisning af stærkt kriminelle eller andre skadelige udlændinge, synes det, som om myndighederne ofte tøver og er tilbøjelige til at give dem en chance til. Anderledes er det, når sagen bare drejer sig om meget sårbare mennesker som den gamle dame, der blev udvist til Mexico, eller den tamilske dreng Rams, som nu skal udvises. Har det rige Danmark ikke råd til at lade en gammel, svag dame dø i fred her? Og hvorfor skal en engleblidt udseende integrationsminister anvende kold jura for at udvise drengen, som ganske sikkert kan blive en gevinst for landet,. Arbejdsmæssigt er tamilerne ikke ringe, og hvad religion angår, så passe de sig selv. Interesserer disse sager i almindelgihed politikerne? For de følger vel med i, hvad der sker, også på andre områder end deres egne? Ved deres tiltrædelse skriver de under på, at de altid vil følge deres samvittighed. Gør de det? For en del år siden på et politisk møde spurgte jeg en Venstre-folketingskandidat, som senere avancerede til en meget høj stilling i regeringen, hvordan vedkommende ville stille sig til en afstemning, hvor der skulle vælges mellem partiets linje eller samvittigheden. Jeg husker svaret, som lød: Jeg håber aldrig, at det bliver aktuelt! Banket på plads, lyder det om politikere, som afviger lidt fra partiets rette linie. De skal ikke prøve på uden tilladelse at hente deres samvittighed ud fra det lille, mørke rum på Christiansborg, hvor deres parti deponerer den. Det er også svært med den samvittighed kontra partidisciplin. Selveste Folketingets formand, Chr. Mejdahl, har lige udgivet en bog, hvor han omtaler, at han havde svare anfægtelser ved at stemme for vedtagelsen af den nok som bekendte 24 års regel. Det er vel naturligt at stille spærgsmålet: Var det i første omgang partidisciplinen, der sejrede og i anden omgang samvittigheden?