Sand ved, hvad han kan

Stol på mig, lyder det fra den tidligere Hadsund-spiller

Fodboldlandsholdet 7. juni 2003 08:00
VEDBÆK: Der har unægtelig været sand i mål-maskinen Ebbe Sand i en længere periode, både på klubholdet i tyske Schalke 04 og på det danske fodboldlandshold. Ja, mange eksperter har været ude med riven og påpeget, at landstræner Morten Olsen burde skele til de angribere, som p.t. har størst succes og mest selvtillid - i flæng er Jan Kristiansen og Tommy Bechmann fra Esbjerg, og Morten Skoubo, Borussia Mönchengladbach nævnt som alternativer. Men det anfægter nu ikke manden på toppen af det danske landshold før mødet med Norge. Han ved, hvad han kan, og stoler på, at han også kan bevise det. - Jeg kan ikke være sikker på, at jeg spiller, men det tror jeg da på. Vel har jeg ikke haft nogen god sæson, rent personligt, men jeg har før spillet fire-fem landskampe uden at score, for så at finde netmaskerne igen. - Og det tror jeg på, at jeg kan gøre igen. Tvivlen på egen formåen er det farligste, for hvis den først får overhånd, så er det svært at komme ud af en dårlig periode igen. Men jeg har så stor rutine, at jeg er i stand til at fokusere på det vigtige, lyder det fra 29-årige Ebbe Sand, som da også er den mest scorende landsholdsspiller i den danske trup - 20 mål i 54 kampe - nu da Jon Dahl Tomasson er ude med en skulderskade. Ebbe Sand ved, det bliver en utaknemmelig opgave at være spydspids over for et solidt, kompakt og særdeles stærkt og vel sammenspillet norsk forsvar. - Det bliver en kamp med mange nærkampe. Der står rigtig meget på spil, og her tror jeg, at rutine kan komme til at betyde meget. Jeg ved godt, at succes avler forventninger, og det har der også været til mig. Når man så pludselig ikke scorer, så er det, denne debat kommer om, hvorvidt der skal skiftes ud. - Men jeg har god opbakning, og træner Morten Olsen er fantastisk til at opmuntre og vise mig tillid, og det er naturligvis væsentligt. Men jeg har også troen på, at jeg kan tackle den her situation og er i stand til at vise, hvad jeg er værd, lyder det fra spilleren, som mere end nogen anden kan få den hovedrolle, fem millioner danskere så inderligt håber at se ham og de rød og hvidklædte i, når halvanden times intens fight mod nordmændene fløjtes af. mingo
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...