Sanden Bjerggaard skifter formand

Ledelse 1. maj 2003 08:00

SLETTESTRAND: Direktør Henrik Christensen, Løgstør, er blevet valgt til ny bestyrelsesformand for Sanden Bjerggaard Hotel & Kursuscenter A/S, Slettestrand. Han afløser Per Torp, som har været formand siden selskabet blev stiftet i 1993. Han forlader posten, fordi han ønsker mere tid til sit arbejde, men fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen. Henrik Christensen har siddet i hotellets bestyrelse siden 1996. Han har en baggrund som ingeniør med en førstedel af HD i bagagen. Fra 1986 til 1995 var han erhvervschef i Løgstør, fra 1995-2000 turist- og erhvervschef, og i 2001-2002 direktør i Midtfjord Udviklingsråd, det tværkommunale udviklingssamarbejde mellem Løgstør Kommune og Fjerritslev Kommune. Nu har Henrik Christensen eget firma, HC Consult, hvor han arbejder med etableringsrådgivning. - Henrik Christensen har et nært kendskab til virksomhedsledelse, finansiering og rådgivning, og hans viden skal styrke ledelsen, så de visioner, de 70 aktionærer på generalforsamlingen bakkede op om, kan føres ud i livet, udtaler hoteldirektør Søren Grøn i forbindelse med præsentationen af den nye formand. Desuden har Henrik Christensen en bred viden og erfaring inden for alle brancher, ikke kun lokalt, men også regionalt og internationalt. De store opgaver, der venter Henrik Christensen og resten af bestyrelsen, er en målbevidst udvkling af Sanden Bjerggaard, så der bliver bedre plads til kurser og stævner, spisning og overnatning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...