Sandfodring kun en dråbe i havet

I sit indlæg "Sandheden ofret?" (6.6.) fremfører Jens Pedersen blandt andet "Kendsgerningen er, at Poul Jakobsen ingen dokumentation har fremlagt der så meget som antyder, at hans metode virker", og lidt længere henne i indlægget skriver han: "Kendsgerningen er, at ifølge vores planlovgivning ønsker vi i Nordjylland, at vores kyster skal have lov til at udvikle sig naturligt".

Med hensyn til den manglende dokumentation kunne det i stedet for at spænde ben for Poul Jakobsen jo tillades ham at opstille trykudligningsrør over store strækninger på den nordjyske vestkyst, hvorefter det i løbet af få år let ville kunne konstateres, om hans metode virker. Så lad endelig Poul Jakobsen få fri adgang til opsætning af sine trykudligningsrør på så mange udsatte kyststrækninger som overhovedet muligt, i håbet om, at vore kyster derved ville kunne sikres bedre end med den nu anvendte metode med sandfodring, der ser ud til kun at syne som "en dråbe i havet". Muligvis gøres kysterne endda derved så meget bredere, at de bliver egnede til beplantning som en yderligere sikring af de sårbare kystområder. Det fremgår ikke ganske klart af indlægget, hvem "vi" er, som i Nordjylland ønsker at vore kyster skal have lov til at udvikle sig naturligt, men i hvert fald inkluderer dette "vi" ikke undertegnede. For havde vore forfædre nemlig ladet stå til i foregående århundreder, var store dele af Nordjylland først blevet kvalt af den sandflugt, som så sørgeligt nåede at ødelægge så meget, inden den blev tæmmet af beplantning, for siden, i takt med at kystlinjen på grund af erosion langsomt ville bevæge sig mod øst, at forsvinde for evigt i Vesterhavet, som det blev skæbnen tidligere for hele kirkesogne.