Kristendom

Sandhed på udsalg

Folkekirken som institution og som kirke er ude i en meget alvorlig identitetskrise. Med hele det tragi-komiske forløb omkring fritstillelse og genansættelse af den gudløse sognepræst fra whisky-bæltet nord for København har folkekirken udstillet sin dybe krise, som kort og godt kan sammenfattes til spørgsmålet om troværdighed.

Og alle problemer omkring økonomi, civilregistrering, strukturændringer i forb. m. kommunalreformen, evt. vielse af homoseksuelle m.m. er absolut sekundære i forhold til denne ene skæbnesvangre sag om præsten, som fra en kristen kirke forkynder kristeligt inspireret humanistisk ateisme. Tager man Gud ud af kristendommen, er det ikke længere kristendom. Punktum! Og forkynder man evangelium uden Jesu Kristi opstandelse fra de døde påskemorgen, er det ikke længere evangelium. Punktum! Ønsker man som præst i den evangelisk-lutherske folkekirke alligevel at indtage et sådant standpunkt, har man helt automatisk bevæget sig uden for rammerne af, hvad evangelisk kristendom kan rumme, og man bør tage sin afsked og finde andre græsgange. Hvis man altså er et hæderligt og anstændigt menneske. Man kan naturligvis ikke modtage penge for en vare, man ikke leverer! Gudløs kristendom er ganske vist ikke forbudt og kan for kristne ydermere virke inspirerende og tankevækkende. Men fra en præst inden for kirken er det et umuligt standpunkt al den stund, det er uforeneligt med evangeliet og genuin kristendom. Kristendom kan naturligvis give sig udtryk på mange måder. Og det er både en rigdom og glæde, at forskellige kulturer og mennesker tror på hver deres måde. Det er jo derfor, vi også kan opbygge hinanden i et kristent fællesskab, fordi vi drager nytte af vores indbyrdes forskelligheder. Men der er en uomgængelig kerne i kristendommen, og den er 1. troen på Gud som skaber og opretholder hinsides vores fulde fatte- og bemægtigelsesevne – 2. troen på Jesus Kristus som Guds søn, som led, døde og opstod for vores skyld – og 3. på Helligånden, der vækker troen i os og giver os fantasi til at forstå det uforståelige, og som skaber et levende fællesskab af troende omkring gudstjeneste, dåb og nadver. Selvfølgelig kan man som både lægmand og som præst blive endog temmelig anfægtet i troen på Gud og det evige liv. Og man kan måske ydermere komme dertil, hvor man ikke længere kan stå inde for det. Fair nok! Som lægmand bør man imidlertid ikke af den grund melde sig ud af kirken, for man ved aldrig, hvornår de omstændigheder dukker op i ens liv, hvor det hele atter giver rigtig god mening. Og det bør man heller ikke som præst. Men i en sådan situation bør man som præst af hensyn til det evangelium, man er (an-)sat til at forkynde rent og purt - og vel også af hensyn til ens personlige selvrespekt og troværdighed - alvorligt overveje sin tjenestemandsstilling i kirken. Navnlig hvis dét personlige synspunkt på kristendommen og evangeliet, man møjsommeligt har tilkæmpet sig, falder uden for den "elementære trosgrammatik", som jeg opregnede foroven. Man kan jo som præst i en evangelisk kirke ikke forkynde fuldstændigt frit og vilkårligt. Det sætter – uanset hvor irriterende og snærende, det virker på Plan B-præster og letvægtsgrundtvigianere – trosbekendelsen som minimum en grænse for. Og hvor sparsom en præsts tankevirksomhed og fantasi end måtte være, så er det dog i samvittighedsfuld tjeneste for evangeliets forkyndelse den skal stå. Den menighed, der kommer i kirke hver søndag, har ganske enkelt krav på at få forkyndt evangeliet og ikke høre på "idel Snak om alskens Smaating paa Jord" (Grundtvig i sin Demisprædiken). Kirken er ikke præsternes ejendom, som de vilkårligt kan tage i anvendelse for deres egne private synspunkter. Mange hykleriske præster, som ikke kan få sig selv til at tage evangeliet på ordet og dermed tro på dets på ingen måder vanskeligt tilgængelige indhold, har ydermere fået den uskik at camouflere deres troløshed ved et veritabelt optrin i kunstfærdig fortolkningsgymnastik. Selve fortolkningen bliver nærmest gjort synonymt med evangeliet. Og dermed kommer dén kunstfærdighed, hvormed præsten er i stand til at bruge billeder og metaforer, i centrum – frem for det, der er forkyndelsen ene rette formål og sagens kerne: at aftegne den levende Kristus og hans ord for de troende, så de kan udleve troen i deres dagligdag i kald og stand. Kristendommen er en brugsreligion. Den skal bruges og udleves i dagligdagen – ikke først og fremmest i hovedet på forvirrede præster og teologer. Til dette formål kan man bruge alle de billeder fra menneskelivet, man har lyst til. Blot skal man altid huske på, at alle disse billeder tjener til at oplyse om den genstand, som de henviser til. Med billederne fra vores indbyrdes liv som mennesker forsøger vi at oplyse om evangeliet, men evangeliet er ikke identiske med billederne og fortolkningerne og er da slet ikke udtømte i dem. Enkelhed og klarhed i forkyndelsen af evangeliet om Jesus Kristus er, hvad vi trænger til i folkekirken, hvis den skal genvinde sin troværdighed. Og det kan undre, at det kan være et problem, for så svært tilgængeligt er evangeliet altså heller ikke. Det er heller ikke svært at tro. Men der findes paradoksalt nok mange præster i den danske folkekirke, der i misforstået folkelig tilpasningsiver holder kæmpeudsalg af uomgængeligt evangeliske grundsandheder. Og som følgelig gør både evangeliet og dén tilværelse, som det skal udleves i, så tilpas kompliceret og indviklet, at det angiveligt kun er al deres egen psykologiserende præk, der kan vikle os andre ud af det igen. Henrik Bang-Møller har siden 2000 været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat. Cand. theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire. Har skrevet kronikker og kommentarer til en række danske dagblade gennem den seneste halve snes år.