Sandheden er derude

Millioner af mennesker tror på ufo-er og rumvæsner. Men det holder ikke - der er mere mystik i folks hoveder end der er i rummet, siger forsker

Lever Elvis stadig? Findes der UFO'er? Foregik månelandingerne i virkeligheden i et studie i Hollywood? Dræbte CIA John F. Kennedy? Stod amerikanerne selv bag 11. september? Internettet vrimler med såkaldte konspirationsteorier, hvor folk går imod den gængse historie- og verdensopfattelse. Og nogle er tættere på sandheden end andre Poul Erik Nielsen så første gang en UFO i juli 1969. Den 17-årige knægt kom kørende på sin nye SCO knallert mellem Brande og Herning i Midtjylland, da et sølvfarvet, svævende, cirkelformet objekt pludselig stoppede over hovedet på ham. UFO'en var ganske lydsvag, og inde bag vinduet kunne Poul Erik Nielsen se nogle væsener bevæge sig. - Jeg var simpelt hen så bange og tænkte, at alt var forbi, at jeg skulle dø, men så svævede det bare lige så stille væk igen husker Poul Erik-Nielsen. Ingeniøren fra Kolding er en af de millioner af mennesker verden rundt, der hævder, at de har set såkaldt uidentificerede flyvende objekter og udenjordiske væsener. UFO-bevægelsen fik for alvor vind i sejlene, da noget styrtede ned på landmand Mac Brazels mark i Roswell i New Mexico, USA, i juli 1947. Brazel ringede til den lokale sherif og forklarede, at et rumskib var havareret på hans mark. Derpå bjergede militæret vraget, tog efter sigende de døde og overlevende rumvæsener med sig og offentliggjorde rent faktisk en pressemeddelelse med besked om, at man for første gange havde fundet en flyvende tallerken. Senere ændrede trak militæret dog meddelelsen tilbage og understregede, at der blot var tale om en nedstyrtet vejrballon. Den ændring bekræfter blot UFO-tilhængerne og andre konspirationsteoretikere i, at den amerikanske regering har noget at skjule, at den samarbejder med rumvæsner og sender såkaldte mænd i sort, Men in Black, ud for at beslaglægge vidnemateriale og true folk til tavshed, når de har set en UFO. - Amerikanerne vil ikke have sandheden frem, for de er bange for at andre skal udnytte den viden, der ligger i UFOerne. Det er helt i orden med mig, at folk synes, at jeg er rablende vanvittig, men for mig er det helt naturligt, at der findes liv på andre planeter, siger Poul Erik Nielsen, der samler UFO-beretninger på hjemmesiden UFO Sandheden. Den mere etablerede videnskab har dog en lidt anden version af historien og taler om det, man kan opleve i en bestemt tilstand mellem søvn og opvågning, såkaldt søvnlammelse, hvor hjernen er meget modtagelig for drømme. - Den mest sandsynlige forklaring er, at der er tale om nogle psykologiske fænomener, at der ikke er tale om fysiske ting. Jeg siger ikke, at folk er lystløgnere eller psykopater, men der er stor sandsynlighed for, at der ikke er ret meget mystik på himmelen, men snarere i folks hoveder. Der findes simpelt hen ikke noget håndfast bevis for, at vi er blevet besøgt af væsener fra andre planeter, siger astrofysiker Michael Linden-Vørnle, Tycho Brahe Planetarium i København, der har beskæftiget sig indgående med flere konspirationsteorier. Krisetegn Velkommen til konspirationsteoretikernes verden af svindelnumre og skjulte dagsordener. Her går folk imod den gængse historie- og verdensopfattelse, udfordrer den officielle sandhed og skaber moderne myter om storpolitiske sammensværgelser og fupnumre. Elvis lever stadig og har fået ny identitet af FBI. UFO'erne findes, men skjules altså af amerikanerne. Månelandingerne har aldrig fundet sted, men blev optaget i et studie i Hollywood, fordi amerikanerne slet ikke kunne komme til Månen. John F. Kennedy blev dræbt af CIA. Amerikanerne stod selv bag 11. september for derefter at kunne sikre sig verdensherredømmet. Påstandene - og i mange tilfælde de påståede beviser - er mange, og tvivlen bliver ofte underbygget af tv-serier som Strengt Fortroligt eller Hollywood-film som Oliver Stones "JFK" om Kennedy-mordet eller "Independence Day" om rumvæsener og den tophemmelig militærbase Area 51 i USA's ørken. Teorierne, der primært distribueres via Internettet, opstår ofte i forbindelse med nationale tragedier og ulykker. For eksempel vrimler det i cyberspace med historier om, at amerikanerne selv stod bag terrorangrebet den 11. september 2001 for at få folkelig opbakning til krigen mod terror og have en undskyldning for at gå efter verdensherredømmet. Og allerede i kølvandet på Irak-krigen er der opstået teorier om, at Saddam Hussein er sluppet ud af Irak med amerikanernes hjælp, fordi USA omvendt havde brug for en hurtig sejr i Bagdad og ville undgå militærmodstand. - Konspirationsteorierne kan sammenlignes med de historier, man sad om lejrbålet og fortalte i gamle dage. Hvor det måske var spøgelser og mærkelige væsener i gamle dage, så er det skjulte skyggeregeringer og hemmelige selskaber i dag, siger Lars Bugge, der netop har udgivet bogen "Konspirationsteorier - 20 populære sammensværgelser". - Teorierne er et krisetegn på den måde, at det selvfølgelig er udtryk for fremmedgørelse og en stor skepsis over for myndighederne. Men det er også et sundhedstegn, at vi ikke bare tager tingene for givet. Vi bliver jo uddannet i skolen til at være kritiske og ikke bare sluge det råt, tilføjer forfatteren. Konspirationsteorierne spænder bredt fra meget paranoide og fantasifulde historier til mere seriøse teorier. I den mere morsomme kategori finder man historier som den om, at Michael Jackson i virkeligheden er et rumvæsen, der samarbejder med den amerikanske regering. Politikerne har valgt et popikon for at gøre det nemmere at forstå, at der faktisk er rumvæsener blandt os, siger fortalerne, og det er derfor, at Jacksons næse nu er ved at falde af, mens han forvandles til en alien. Der er også den om, at Elvis faktisk lever, og at det er derfor, at hans mellemnavn Aron er stavet forkert på hans gravsten - med to aa'er - ved Graceland. Han ville nemlig ikke stave det rigtigt, når han nu ikke skulle ligge der. - Folk prøver at skabe mening i det meningsløse. Diana døde i en ulykke, fordi chaufføren var fuld. Det er ikke en værdig død for en stor mediestjerne, for et ikon, og derfor er der måske nogen, der spinder en historie for at få det til at give mening, siger Lars Bugge, der dog også peger på, at der på enkelte historier er væsentlig mere kød på. Flest amerikanske Til de mere seriøse teorier hører således ideen om, at John F. Kennedy i 1963 var offer for en sammensværgelse og ikke en gal mands værk. Mordet har udviklet sig til den største konspirationssag nogensinde, og mange amerikanere tror i dag, at det var CIA - måske i samarbejde med Mafiaen - der stod bag. Og det er blandt andet flere gange fremført, at der er mere end 95 procents sandsynlighed for, at der lå mere end én snigskytte på lur i Dallas den dag. Og så findes der også konspirationer, der viste sig at være sande. Det meste berømte er Watergate skandalen, hvor præsident Nixon paranoia fik ham til at aflytte sine politiske modstandere. - Det var en lang række politiske begivenheder i 60erne og 70erne, der fik konspirationsteorierne til at brede sig, ikke mindst mordene på Kennedy-brødrene. Og da Watergate skandalen så kom frem, var der mange, der blev virkelig rystet. For hvis det var rigtigt, hvorfor skulle alle de andre teorier så ikke også kunne være det, siger lektor Niels Bjerre-Poulsen, Handelshøjskolen, der er ekspert i amerikanske forhold og har beskæftiget sig med amerikanernes tro på konspirationer. Langt de fleste konspirationsteorier stammer således fra og handler i et eller andet omfang om USA. I Europa er der enkelte teorier om for eksempel Estonias forlis, der angiveligt skulle være blevet sænket med sprængladninger på grund af en mystisk last, Dianas død, der skulle være planlagt af det britiske kongehus, og mordet på Olof Palme, der vitterligt havde mange fjender. Men i USA vrimler det med teorier - ikke mindst om hemmelige skyggeregeringer, styret af frimurerordenen, der forsøger at tage verdensherredømmet. - Amerikanerne er ikke mere paranoide end andre, men skepsisen bunder i en traditionel antipati mod staten, hvor mange amerikanere mener, at den føderale regering blander sig i folks privatliv. Hvor vi ser omsorg fra statsmagten, ser de utidig indblanding og regulering. Og det fører til tanker om sammensværgelser, mener Niels Bjerre-Poulsen. - Vi lever i en verden, der bliver mere og mere kompleks og indviklet, og hvor det økonomiske system forandrer vores levevilkår, uden at vi rigtig kan gennemskue det. Derfor er der en trang til at personificere tingene for at finde ud af, hvem der står bag, og der er frimurerne oplagte, fordi de er over det hele og optræder hemmelighedsfuldt. Man kan også sige, at den gruppe, der i øjeblikket styrer amerikansk udenrigspolitik, kender hinanden så godt, at der kunne være tale om en konspiration, men det behøver jo ikke at være det, tilføjer lektoren. Er De begyndt at tvivle, kære læser? Så slutter vi med en sidste konspirationsteori. Nemlig historien om, at alle konspirationsteorier bare er falske, fabrikerede og udspredt af det amerikanske forsvarsministerium - for at dække over endnu værre begivenheder, der har fundet sted. Sandheden er derude.