Lokalpolitik

Sandheden ilde hørt

Mogens Brag (V): - Borgmesterens enegang svær at styre - også for den socialdemokratiske gruppeformand.

Mogens Brag (V): - Borgmesterens enegang svær at styre - også for den socialdemokratiske gruppeformand.

POLITIK:Det er efterhånden meget man skal lægge ryg til, når man har forvildet sig ud i et samarbejde med Socialdemokratiet i Frederikshavn. Egentlig havde jeg tænkt mig, at holde lidt lav profil i skandalen om ”den store plan”. For mig at se er det mest af alt økonomiudvalgets anliggende. Det er her, man i den grad er blevet vildledt af Erik Sørensen og det er derfor også her det store slagsmål må stå. Men når så min gode kollega Birthe Marie Pilgaard i avisen søndag klandrer Venstre for at skyde valgkampen i gang, vaske hænder, være uanstændige og sågar uforskammede, fordi vi påpeger, at de glemmer en forligspartner, så føler jeg mig nødsaget til at reagere. Hvis byrådsperiodens hedengang kort skal ridses op, så har det samarbejde, som Birthe Marie frygter, skal gå i stykker, gang på gang været sat på prøve. Javel – vi menige byrådsmedlemmer har haft et fint samarbejde, men problemet har kort og godt været, at når vi har fundet et fælles fodslag de to partier imellem og indgået en aftale, så har borgmesteren efterfølgende begivet sig ud på egen hånd og fundet på noget nyt. Den almindelige forretningsgang ville være at drøfte det med sine forligspartnere, men det er altså ikke borgmesterens fremgangsmåde. Det bedste eksempel var lanceringen af den ”den store plan”, som blev introduceret dagen efter et byrådsmøde i juni 2007. Til trods for forligspartnerskab og tæt samarbejde blev den plan fyret af hen over hovedet på alt og alle. I forbindelse fastsættelse af vandtaksterne husker jeg også borgmesterens enegang. Og nu senest i forbindelse med Eriks informationsmøde på Ørnevejen Skole, hvor han – efter sigende – bevilgede 12 mio. kr. Efter kuldsejlingen af ”den store plan”, er det naturligvis nødvendigt med en nødplan, men at han på den måde sjofler en forligspartner og slet ikke hverken informerer eller inviterer, det er kritisabelt. Birthe Maries hårde udfald mod Venstre mener jeg derfor, er helt urimelig. Jeg forstår udmærket hendes frustrationer - det er en uriaspost, hun har haft som bindeled mellem borgmester og samarbejdspartnere. Borgmesterens enegang er øjensynlig meget svær at styre, men som forligspartner har man altså normalt en ret til at blive taget med på råd. Det er hverken uanstændigt eller uforskammet at påpege!