EMNER

Sandheden om skilsmissen

Torsdag i denne uge var skabt til noget ganske bestemt. Den var født til at blive en unik dag som ingen andre – en dag, der på sin egen højtråbende måde ville nå hidtil ukendt territorium, og sikkert på den måde skabe misundelse blandt de andre, mere almindelige torsdage. Ikke nødvendigvis fordi man vil huske den forgange torsdag som noget smukt eller godt, men fordi torsdagen med ugens bunke af friske ugeblade på forhånd var dømt til at flytte grænserne for, hvordan vi har set den kongelige families liv beskrevet i medierne. Formiddagsbladene havde allerede gjaldet i en lille uge med de små sensationer og beskyldninger, så med en uges opsparet krudt skulle ugebladene affyre deres skilsmisse-salut – en salut, der nok skulle give genlyd, for allerede i dagene op til den store salut, kunne man høre brag og bulder i det fjerne. Tv-reklamer messede om partyprinsen på druk og eventyrprinsessen i sit tårnkammer, og lovede hele den sande historie i de glitrede magasiner – endda med ekstra tillæg. Derfor var det med nogen spænding – af faglig karakter naturligvis – at undertegnede indkøbte et eksemplar af ugepressens bedste bud. I læsernes tjeneste – og naturligvis blottet for personlig interesse i at snage i andres beskidte vasketøj – havde jeg sat mig for at komme tæt på den rigtige historie om skilsmissen og på ugepressens store salut, der angiveligt som noget nyt skulle indeholde sandhed. Missionen for at finde sandheden starter overraskende og forvirrende. På forsiden af Se og Hør bliver en for mig ukendt hovedperson præsenteret – og endda i bikini. Anja, hedder hun. Og hun fortæller, at Joachim vil have hendes trusser. Det fremgår ikke, hvad han skal bruge hendes trusser til – og om de overhovedet bruger samme størrelse. Men der står, at hun er nøgenmodel – hvorfor det kan være svært at forstå, hvad hun overhovedet skal bruge trusser til. Blikket farer videre ned over forsiden, hvoraf det fremgår, at man inde i bladet vil kunne læse om barnepigen, der afslører alt. Jeg tænker, om det mon har med trusserne at gøre. Anja"s trusser, altså. Eller måske barnepigens? Man kan også læse, at Joachim har gramset på en popstjerne. Hende er der også et foto af – taget nedefra, så man kan se hendes hvide trusser under kjolen. Jeg opgiver sporet, men skriver mig bag øret, at der vist er noget med nogle trusser. På forsiden kan man videre læse, at Joachim har en dødsrute, som han går amok på. Jeg vidste godt, at prinsen var racerkører, men jeg har aldrig hørt om dødsfald i forbindelse med hans løb, så jeg klør mig undrende i nakken. På mystisk vis sker der noget forunderligt med historien, for inde i bladet forvandler dødsruten sig til et Danmarksmesterskab. Et DM i druk, som Se og Hør så poetisk kalder det. Forvirringen er total, for druk og racerløb hører da slet ikke sammen, så jeg må nærstudere teksten. Det viser sig, at det store Danmarkskort med fadøl som bymarkeringer i virkeligheden er en opremsning af prinsens udskejelser i nattelivet. Nordjylland er markeret med en stor fadøl i Jomfru Ane Gade og en skummende pilsner i Skagen. Historien fortæller, at prinsen har chokeret nattelivet på Hyttefadet i Gl. Skagen sommeren lang. Han drak sig stiv i gin og tonic – og lagde an på hele to ungmøer på samme tid, skriver bladet. Der er intet som lokale kilder, når man leder efter sandheden, så opmuntret af historien om prinsens sommerdruk i Skagen, ringede jeg til en af stedets ansatte. Han måtte kende sandheden – i hvert fald om sommerens skandaler. Det gjorde han også, så han grinede højt, da jeg læste op af Se og Hør. Og fortalte, at i de 15 år han havde været på diskoteket, har Joachim aldrig været gæst. Dele af hans nære familie havde måske en gang været der. Måske. Men ikke Joachim. Skuffelsen var stor, for sandheden var åbenbart svær at finde. Efter at have læst om "pilfinger i provinsen" og snøftet over billedet af en våd hund bag et gitter og overskriften "hvor er mor", opgav jeg slet og ret at finde sandheden i bladene. Nu havde de ellers lige lovet. Mit humør stiger en anelse, da min computer giver et lille bip fra sig. Der er kommet post – og der er gode nyheder i mailen. Jeg har vundet andenpræmien i det nigerianske nationallotteri, en helt ufattelig sum penge, som jeg kan få udbetalt i dollars. Jeg skal bare lige sende mit kontonummer til et kontor i London, så får jeg alle pengene og et liv i luksus. Jeg smiler skælmsk til min skærm og tænker, at det er godt jeg ikke sådan tror på hvad som helst. Ellers kunne jeg vist hurtigt blive narret. Hav en god uge – og husk, at sandheden er derude. Den kan bare være svær at finde.

Forsiden