Militær

Sandhedens øjeblik

Efter mere end et årti som Vestens foretrukne skræmmebillede og mere end 20 år som en af de værste folkemordere er Saddam Hussein endelig på vej ned, skriver Mads Rune Lykke Christensen

Efter mere end et årti som Vestens foretrukne skræmmebillede og mere end 20 år som en af de værste folkemordere i det 20. århundrede er Saddam Hussein endelig på vej ned. Dette øjeblik er frygtet, forventet, hadet, ja, endda for mange af de undertrykte, elsket. Dette er sandhedens øjeblik. Siden 1979 har Saddam Hussein formået at bryde næsten hver eneste internationale regel, der eksisterer i verden. Hans karriere startede med en voldelig tendens til at tæve andre jævnaldrende børn med metalstænger. Senere steg han i graderne og deltog i flere forskellige snigmord - noget. han senere utallige gange har udtrykt stolthed over. Da han i 1979 kom til magten, foretog han med forbillede i Stalin en helt enorm udrensning inden i og uden for sit eget parti. Ved det berømte møde i det Revolutionære Kommandoråd i 1979 så man for sidste gang hundredvis af ledende irakere, der efter en yderst dramatisk scene blev slæbt væk og kort tid senere henrettet. I ugerne efter blev de sidste selvstændigt tænkende rester af det tidligere styre udrenset i et endnu større blodbad. Ikke lang tid efter magtovertagelsen invaderede Irak naboen Iran. Dette angreb skulle blive til den største og til dato blodigste fiasko i Saddams regeringstid. Krigen trak ud i mange år, og kemiske våben blev brugt af begge parter i store mængder. Da krigen sluttede, stod Saddam med et enormt hul i statskassen. Han invaderede derfor det olierige Kuwait kort tid efter. Det skulle blive hans skæbnebeslutning. MEN før det foregik nogle af de grusomste forbrydelser mod menneskeheden i historien i kurdernes område i nord - f.eks. måtte 5000 civile kurdere lade livet i den lille by Halabjah, da Saddam mente, at en afprøvning af de nyanskaffede kemiske våben var nødvendig. Saddams terrorregime i Kurdistan er berygtet og har gjort ham til en af de mest forhadte ledere i nyere tid. Kurderne, der enten i massevis flygtede eller stædigt gjorde oprør, kan berette om disse grusomheder bedre end nogen anden. Hundredtusinder af civile irakere har på lignende måder måttet dø for Saddams hånd. Efter Golfkrigen 1991 underskrev Irak en våbenhvile med Kuwait, der blev støttet og sponsoreret af FN. FN stillede som et krav for våbenhvilens gyldighed, at Saddam Hussein ikke erhvervede sig nogle former for masseødelæggelsesvåben. DET fører os til det næste punkt i Saddams synderegister: brud på international lov. Da Saddam Hussein i 90'erne derefter udviklede kemiske og biologiske våben og smed våbeninspektørerne ud, trådte våbenhvilen formelt ud af kraft. Dermed må våbenhvilen siges at have været brudt i mange år nu. I FN's Sikkerhedsråds Resolution 1441 vedtog man for kort tid siden enstemmigt at tvinge Irak til at underkaste sig våbeninspektørernes granskning igen. Disse våbeninspektører kunne berette om 157 tons miltbrand, der blev fundet gravet ned uden for Baghdad. Tusinder af dokumenter om produktion af atomvåben blev fundet skjult i irakiske forskeres hjem. Tusindvis af cylindere med konfiguration til produktion af våbenplutonium blev forsøgt smuglet ind i Irak - selv mens den seneste krise var på sit højeste. Massevis af andre indikationer peger mod det samme - Irak overholdt ikke FN's resolutioner om besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Som konsekvens deraf kommer de gamle resolutioner fra 1991 i kraft igen, og ifølge 1441 står Irak derfor over for "alvorlige konsekvenser". Saddam sidder efter 12 års konflikt med Verden i "alvorlige konsekvenser" til halsen, og man må ydermere huske, at dette ordvalg i FN-terminologi betyder krig. Da USA, Storbritannien og Spanien forsøgte at komme med en mere klar fortolkning blev dette blokeret af Frankrig, Tyskland, Rusland og en gruppe diktaturstater med medlemskab af Sikkerhedsrådet. Dermed står USA og Storbritannien med det ansvar at skulle gennemføre "alvorlige konsekvenser" uden nærmere forklaring. Det står derfor klart, at hvis FN's resolutioner skal håndhæves, må den sidste og alvorligste konsekvens sættes ind. Saddam Hussein må fjernes. HJEMME i Danmark i den grønne idyl diskuteres denne fjerne sag heftigt. Den danske befolknings holdninger er blevet polariserede af denne konflikt. Diverse nysocialistiske grupperinger finder i disse dage meget let sammen om at hade deres yndlingsfjende: USA. Dette handler for dem ikke mere om Irak, og de fører under paroler om Iraks civilbefolkning deres sædvanlige moralske krig mod det internationale samfunds største fungerende demokrati. Den "intellektuelle" venstrefløj er vågnet op af det hi, den har ligget i siden den Kolde Krig, og pludselig er dens gamle synspunkter populære igen. Folkestemningen ser ud til at have vendt til en moderat modstand mod krigen, men allerede nu har "anti-krigs-demonstrationerne" overrasket med hensyn til størrelse - de flest havde forventet meget større demonstrationer. Den danske regering tog i denne situation den langsigtede og modigste beslutning - den gik aktivt ind i koalitionen, der i disse dage håndhæver den sidste resolution om Irak. Socialdemokraterne ændrede i de sidste uger mening om dette, og i stedet for at holde fast i deres klassiske opbakning til en bred udenrigspolitik, valgte de den populistiske og kortsigtede løsning. Ligesom Schröder i Tyskland og Chirac i Frankrig tager Mogens Lykketoft som partileder den lette udvej og kritiserer i stedet for at arbejde konstruktivt med regeringen for at finde en løsning. Hvad man ikke får fat i, er bare, at opfattelsen af denne såkaldt folkelige modstand er baseret på voldsomt svingende resultater fra meningsmålingerne. Det er de samme mennesker, der i dag protesterer som også protesterede mod operationen i Kosovo, i Afghanistan, i Kuwait 1991 og i alle nyere amerikanske tiltag på den internationale scene. Det, man måske burde undre sig over er, at disse "fredsbevægelser" kun ser sig vrede på USA og ikke på de mange undertrykkende diktatorer, der konstant fører krig mod ikke blot deres egne befolkninger, men mod andre lande også. MEN nu er det alt sammen i slutfasen. Tilbage står for mig en dårlig smag i munden over nogle europæiske lederes populisme. Den danske og internationale venstrefløj udnyttede situationen og står nu med bred opbakning i befolkningen, men når krigen engang er slut, får verden snart at se, hvordan det hele faktisk gik til. Hvis krigen afsluttes hurtigt og med små civile tab, kan fredsbevægelsernes fremgang vise sig at være yderst kortvarig. Hvis krigen derimod trækker ud, og konsekvenserne viser sig at være alvorlige, vil vi formentlig være på vej mod større folkelige problemer. Vi må sætte vores lid til, at lederne verden over er udfordringerne voksne. Den irakiske befolkning er på vej mod en lysere fremtid. Millioner af irakere er flygtet fra Saddams rædselsregime - det er måske snart slut. For at håndtere de fremtidige problemer, der måtte komme efter krigen, må vi stå sammen. Slaget om krigen er slut, nu må alle, selv krigsmodstanderne, stå sammen. Vi må stå bag vore soldater i Golfen, og Irak skal genopbygges efter krigen. Vi må vise verden, irakerne og vore egne befolkninger, at det ikke var olien, man gik efter. Vesten må sætte kræfterne ind for at genopbygge det irakiske samfund, og vi må gennem FN støtte op om indførelse af demokrati dernede. Det slutter ikke med krigen - mange problemer skal håndteres bagefter, og meget skal sættes ind. Vi kan ikke tillade os bare at lade det hele falde fra hinanden igen. De internationale relationer skal plejes, sårene skal heles. Vi må fremskynde en fredelig løsning af konflikten i Israel, og de arabiske befolknings tørst efter demokrati må stilles. Vores ansvar som demokratiske lande er i dag endnu større, end det nogensinde var under den Kolde Krig.Mads Rune Lykke Christensen, Aalborg, er medlem af Venstres Ungdom. E-mail: mrlc@europe.com