Norge

Sandskude bygges på værft

Kopi af Han Herred-sandskude bygges på Slettestrand.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Enebærnagler blev brugt til at samle bordene i den klinkbyggede sandskude fra 1660. Samme slags nagler kendes i dag fra norske og svenske klassiske træbåde, og sandskuden er da også bygget i Norge.

Da Morten Gøthche var ung arkitektstuderende i 1976, brugte han et par barske vinterdage efter en storm på at opmåle vragdele af et træskib, der var drevet i land ved Klim Strand. Vragdele og tegninger blev gemt, og i dag, 35 år senere, er samme Morten Gøthche, som nu er ansat på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, tilbage i Han Herred for at rekonstruere sandskuden, som det viste sig at være. Først som model i en tiendedel størrelse, derefter som arbejdstegninger til en fuldskala nybygning, der skal blive til virkelighed i bådeværftet på Slettestrand. - Ud fra vragresterne kan vi konstruere os frem til, hvordan båden med ret stor sikkerhed har set ud, forklarer Morten Gøthche. - Vi har også fået træet nøjagtigt dateret. Det har vokset i Norge mellem 1350 og 1650, så skibet er nok bygget cirka i 1660 i Norge, beretter han. Han er projektansat af Han Herred Havbåde til opgaven og farer derfor lidt frem og tilbage mellem Roskilde, hvor han er i vikingeskibsmuseets restaurerings- og rekonstruktionsafdeling, og Slettestrand. På førstesalen i havbådehuset på Slettestrand bliver modellen til efter grundige overvejelser og tænkepauser. Som medhjælp har han Mathilde Højrup, der læser antropologi i Aarhus, og de nu fire træbådebyggere i værftet følger nysgerrigt med i projektet og giver deres besyv med. Sandskuden er nemlig en bådtype, der ikke kendes bevarede eksempler på, men som er klinkbygget på samme vis som vikingeskibe og kystens senere fiskerbåde. Den er dog ret kort, bred og dyb. - En rummelig båd, hvor der først og fremmest skulle være plads til lasten, forklarer Morten Gøthche. - Sandskuden blev brugt af sejlende købmænd, som konstant var på farten mellem Han Herred og Norges sydkyst. De havde korn og andre landbrugsvarer med til Norge, solgte det og tog tømmer og støbejern med til Danmark. De vendte med det samme igen, nærmest. I stormvejr foretrak de at ligge i norske naturhavne med god beskyttelse af klipperne. Selv om sandskuderne var ret fladbundede, var de ikke beregnet til at trække på land hver gang, de anløb Han Herreds kyst. Det kom de kun, når der skulle lægges op for vinteren og der skulle udbedres skader. Båden har været godt 10 meter lang og havde en mast med råsejl, lige som et vikingeskib. Agter har været et lille lukaf hvor et par mand kunne komme i ly, resten var lastrum under dæk. Hele skibet er bygget i eg og har nagler af enebær, som stadig kendes fra ældre norske og svenske træbåde. Sideløbende med modelbryggeriet er Thomas Højrup og Kirsten Monrad Hansen fra Han Herred Havbåde nu i gang med at søge i arkiver for at finde frem til de købmandsslægter, der var aktive i sandskudernes storhedstid.