Sandskulptur af Kronprinsepar

Erik Frederiksen opfører en skulptur på Langelinie og håber på royalt besøg til sommer

PANDRUP:Kommunen vælter sig bogstavligt talt i Kongelige Hofleverandører. Galleriejer og kunstner Grethe Rolle stod bag en silkekimono til regentparret, Bent Exner er mand for sønderjydernes gave til det kommende Kronprinsparret. Nu melder Erik Frederiksen fra World Wide Sculpture Organisation sig i koret. Han har fået blåstemplet sine planer om at opføre en sandskulptur af Kronprins Frederik og Mary Donaldsson på Langelinie i København. Sandskulpturen, der bliver kreeret af kunstnerne Maria Torp og Peter Busch Jensen, afsløres i forbindelse med, Forsvaret fejrer det kongelige brudepar på dagen for Danmarks Befrielse. Forsvarets hyldest til parret bliver en udstilling og parader til vands, til lands og i luften og nu altså også et portræt i sand. 76-årige Erik Frederiksen har barslet med ideerne siden januar, og han fik i sidste uge grønt lys til projektet af blandt andre Københavns Kommune, H. K. H. Kronprinsens Hof, Forsvaret, og i går gennemgik han de sikkerhedsmæssige detaljer med Efterretningstjenesten. - Det betyder meget, det er både spændende, og det er en pragtfuld opgave at få lov til at lave den, siger han. Kunstnerne starter i dag på opgaven med at forme de 15 m3 sand til en knap to meter høj skulptur, der forestiller parret i en sofa. Opgaven koster Erik Frederiksen omkring 30.000 og planen er, at skulpturen skal stå på Langelinie frem til den 15. august. For at beskytte den færdige skulptur mod eventuelle hærværksmagere, har Aalborg-firmaet Aikon konstrueret en gennemsigtig og slagfast plastkuppel. Besøg af Kronprinsepar I forbindelse med den kommende sandskulpturfestival i Blokhus vil der blive lavet en skulptur i sand af det, til den tid, nygifte par. Festivalen åbner officielt den 29. juni, og Erik Frederiksen har en idé om at invitere Kronprinsparret til sandskulpturfestivalen i Blokhus i forbindelse med Kongeskibets besøg i Aalborg i juli. Derfor tager han nu kontakt til borgmester Flemming Jansen (V) med henblik på at få lavet en officiel forespørgsel til parret.