Sang gør Europa mindre

EU-støttet kor giver forståelse og store oplevelser for unge korsangere.

Muldbjergskolen har som tidligere fortalt i NORDJYSKE fået 120.000 kroner i EU-støtte til et korprojekt, hvor de sammen med et kor fra Ungarn og et kor fra Tyskland i fællesskab opbygger en koncert. Første del af projektet er netop afsluttet, her var de tre kor sammen i Hjørring til en uge med sang og fællesskab i fokus. Og så tysk - for meningen var også, at de unge skulle blive bedre til at tale tysk gennem deres fælles interesse. Og det har været en forrygende uge, fortæller korleder Kjeld Silberbauer Andersen, der sammen med en dansk, tysk og ungarsk korleder har stået for undervisningen. - Samarbejdet og fællesskabet har fungeret rigtigt godt. Sprogene fyger rundt, og de unge har produceret deres egen ordbog. Vi har sunget folkesange på ungarsk, og det er gået glimrende med at tale tysk. Det er faktisk et ganske revolutionerende projekt, siger han. Til lejligheden er der arrangeret noget musik, og en enkelt sang er også skrevet til projektet. De unge har i den forgange uge optrådt flere gange, blandt andet på Nordsøcentret og Hjørring Seminarium, og det er så meningen, at koncerten skal videreudvikles og opføres igen, når de samme unge mødes i Ungarn i 2009 og i Tyskland i 2010. Koncerten er allerede på den første uge kommet langt. - Det ligger på et højt niveau, og folk var imponerede. De unge selv fortæller, at de har lært at arbejde langt mere seriøst med deres stemmer end de er vant til, fortæller Kjeld Silberbauer Andersen, der personligt også har lært en masse af at undervise sammen med korledere fra andre lande. Han fremhæver, at projektet handler om meget mere end korsang i sig selv. - De unge har fået en fornemmelse af, at EU har mange forskellige lande og det giver en stor forståelse for det fælles Europa. De har lært hinanden at kende, og nu vil de blive ved at være i kontakt på e-mail og SMS, indtil vi ses igen, siger han. De danske korsangere til samtidig blive bedre til tysk, end de eller ville være blevet. De får nemlig en del ekstra tyskundervisning i forbindelse med projektet, tysk som er beregnet til almindelig samtale.