Sange for eksklusive rygere

Allan Olsens ”Sange for rygere - live” blev revet væk på vinylpladens festdag

Helle Jensen fra Bindslev og Tom Jespersen fra Hjørring var tidligt oppe og blandt de heldige, der sikrede sig et eksemplar af Allan Olsens ”Sange for rygere - Live” - på LP - hos Ole Wittrup i CD-Baren i Frederikshavn. Foto: Hans Ravn <i>Hans Ravn NORDJYSKE Medier</i>

Helle Jensen fra Bindslev og Tom Jespersen fra Hjørring var tidligt oppe og blandt de heldige, der sikrede sig et eksemplar af Allan Olsens ”Sange for rygere - Live” - på LP - hos Ole Wittrup i CD-Baren i Frederikshavn. Foto: Hans Ravn Hans Ravn NORDJYSKE Medier

FREDERIKSHAVN:Lørdag var Record Store Day, der bedst kan sammenlignes med juleaften for vinyl-elskere, altså folk, der er vilde med, ja, grammofonplader.

Over det meste af verden, hvor vinylen har fået sin renæssance, blev dagen fejret med en række musikalske arrangementer og eksklusive vinyl-udgivelser.

I CD-Baren i Søndergade i Frederikshavn overvejede indehaver Ole Wittrup at skifte navneskiltet ud til LP Baren.

Ole Wittrup, der i øvrigt valgte at fylde 57 på Record Store Day, har én af blot fire pladebutikker i Danmark, der eksklusivt solgte Allan Olsens ”Sange For Rygere - Live”, i vinyl forstås.

Udsolgt på 10 minutter

CD’en udkom i 1998, og Allan Olsen har nu genindspillet sangene og udgivet dem på vinyl på sit eget pladeselskab, ZooBaba, og pladerne sælges til daglig kun i forbindelse med Allan Olsens koncerter.

Vinyludgaven er suppleret med tre ekstranumre: ”Talisman”, ”Jeg har alderen med mig” og ”Klumpfisken”.

Ole Wittrup havde fået 24 eksemplarer af LP-pladen, som alle kun måtte sælges lørdag. Det var så ikke noget problem, skal vi hilse at sige.

Pladepusheren i Søndergade nåede dårligt nok at åbne forretningen, før der var udsolgt.

Begrænsningens kunst

CD-Baren i Allan Olsens barndomsby har tidligere nydt godt af Allan Olsens uortodokse salgsstrategi.

Da CD’en ”Jøwt” udkom i 2013, havde CD-Baren eneret på salget den første dag. Først derefter kunne ”Jøwt” købes. Hos SPAR købmændene. I Vendsyssel. Og kunderne valfartede nordpå fra det meste af landet for at sikre sig et eksemplar.

På Record Store Day spillede Allan Olsen selv i Route 66 på Fælledvej i København, der ligesom Route 66 i Århus og RecordPusher i Odense havde fået en snes eksemplarer af ”Sange For Rygere - Live”, på vinyl.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.