Sange om malere

Hjørring Seminarium udgiver musical-cd med sange om skagensmalerne

Teater 20. juni 2003 08:00

SKAGEN: Efter to et halvt års forberedelse skulle der alligevel en frivillig til at køre 1640 kilometer om natten, før Hjørring Seminarium kunne præsentere deres cd med musik fra deres egen musical "P. S. Skagen". Fabrikken i Tyskland, som har trykt cd-en, meddelte onsdag, at de ikke kunne nå at få den frem i tide, medmindre nogen kørte til Tyskland og hentede den. En frisk elev fra seminariet tog turen med sin bror, og kort før klokken seks torsdag morgen kunne han aflevere de 1000 eksemplarer i Skagen. Arbejdet med musicalen begyndte i januar 2001. Den gang var det manuskript og musiken, det galdt. Ved skoleårets start sidste efterår gik det store arbejde med skuespillere, musikere og scenografer i gang. I april opførte de mange frivillige stykket i Hjørring, hvor cd-en også blev optaget live. Siden har de været en tur på Færøerne med musicalen, inden de sætter punktum med forestillingerne i Badmintonhallen mandag og tirsdag. - Det har hele tiden været meningen at lave en cd. Sådan noget her er rart at have dokumenteret, fortæller Jens Olsen, som har skrevet musikken. Allerede ved de første forestillinger blev cd-en bestilt i næsten 100 eksemplarer, men Jens Olsen regner ikke med, at de skal blive rige af den. Han erkender, at det mest er familie og venner, som lægger de 100 kroner, som den koster. Men han håber, at en del af de, som overværer stykket også vælger at købe et eksemplar. Jens Olsen fortæller, at det var vigtigt for de mange involverede at få musicalen til Skagen. Det er også derfor, de ikke udgav cd-en før her få dage før premieren i Skagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...