Sange om meningen med det hele

Den canadiske sangskriver, poet og tvivlende livsnyder, Leonard Cohens seneste og måske også sidste album fremstår mest som en række løse, reciterende skitser tilføjet sparsomt musikalsk krydderi. Grundtonen er afdæmpet og neddæmpet. Her en smægtende sigøjnerviolin, der er en vemodig kornet, eller en klimtrende banjo. Det eneste nummer som skiller sig ud fra denne "less-is-more" opskrift - og et af skivens bedste - er det bluesfarvede, drone-repeterende "Darkness", med hele Cohens turneband samlet for at forløse nummerets smertefulde erkendelse: Mørket venter forude, og det går ikke væk. Det er det store ukendte punktum, der lurer forude. Og Cohen lægger ikke skjul på, at han efterhånden er blevet 77 år i disse på en gang ømt poetiske, nøgterne og ironiske tekster om kærligheden, døden og meningen med det hele. Albummet åbner sakralt og højmessestemt med lyse korstemmer og strygerklang i "Going Home", mens Cohen med sin mørke, mørke gammelmandsstemme skildrer sig selv som en slags digterisk transformator af en højere guddommelig visdom. Og det humoristiske blink i øjet er ikke til at tage fejl, når du med fingeren følger med i teksthæftet. Og det er det, du skal gøre. Følge med og lytte efter. Den religiøse undertone er ikke til at tage fejl af i et langsomt, nærmest drævende nummer som "Amen", men Cohen har jo aldrig været bleg for at undersøge de religiøse absolutter. Han er det heller ikke i denne privat, personlige undersøgelse af døden og troen. Egentlig er det meste digte eller spoken words svøbt i sparsomme musikalske klæder, men også sange båret af en egen "evigt-ejes-kun- det- tabte"-vemod. Sådan som det er at høre i den næsten ubærligt følsomme violinsolo i "Amen" Det er et album, der slet ikke kan leve op til Leonards mesterlige og overraskende tilbagekomst til musikscenen med "Ten New Songs" (2001) efter zenmunkeeksilet på Mount Baldy, men som efter første gennemlytnings skuffede afvisning "var det virkelig ikke mere end det", alligevel pludselig åbner sig og afslører funklede perler. Men musikalsk kan det ikke måle sig med den gospelfarvede, henførte tone på eksempelvis førnævnte. Med blandt perlerne, som situationen ser ud nu efter et utal af gennemlytninger, er først og fremmest sangene om kærlighedstabet, smerten og fortvivlelsen over ikke at kunne blive tilgivet eller forenet efter det fælles svigt. Numre som "Anyhow" og ikke mindst den skævt orgeldiscodansende "Different Sides". Med dens vidunderlige linje "we find ourselves on different sides/of a line that nobody drew" og de henførte kvindekor bag Cohens lakoniske konstateringer. Mens "Crazy To Love You", skrevet i samarbejde med Cohens seneste livsledsager, Anjani Thomas, næsten bliver for spartansk guitarbåren á la 60-ernes lejrbålsinderlighed. Og så er der blevet plads til det tætteste, vi endnu har hørt fra Cohen udi ren salme, nummeret "Come Healing". Et ganske enkelt, nærmest skrabet album, der så alligevel overrasker med sin forbløffende rigdom under det afdæmpede og bevidst nedtonede musikalske udtryk. Så lyt og nyd de uventede soloer, der pludselig trækker farverige tråde gennem de talte visdomsord. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Leonard Cohen: "Old Ideas" Columbia/Sony Music. Udkommer i dag. Cohen undersøger endnu en gang kærligheden, døden og meningen med det hele på sit nyeste album "Old Ideas". Coverforside 77 år er han gået hen og blevet den canadisk sangskriver og poet, og stemmen er stadig mørk og undrende over for livets store spørgsmål.