Sangen lever og har det godt

Der var fuldt hus, da Hotel Farsø lagde lokaler til en genoptagelse af syng sammen-aftenerne

FARSØ:Benny Andersens sange, traditionelle vinterviser og noget nyt og uprøvet. Det var ingredienserne, da mere end 60 mennesker tirsdag aften var samlet med et eneste formål: At synge sammen. Og der blev sunget. Endda så meget, at taget på Pavillonen bag Hotel Farsø var i fare for at lette. Fra første strofe af ”Sneflokke kommer vrimlende” kunne man godt fornemme, at de populære sangaftener fra Ertebælgen i Ertebølle fra 90’erne har været stærkt savnet, siden man holdt op i 1997. Aftenen var arrangeret af Kulturelt Samråd i samarbejde med skoleinspektør Samuel Frederiksen - og allerede her kan man ane, at en sådan aften på sangens vinger var i gode hænder. Det er nemlig samme personkreds, der stod bag de meget populære aftener på Ertebølgen fra 1990 og frem til 1997. Flere opfordringer Det har da heller ikke skortet på opfordringer til Samuel Frederiksen, og han måtte - omsider - give efter denne blæsende februaraften. Det skete dog uden den store modstand, og efter formanden for Kulturelt Samråd, Johannes Madsen, havde budt velkommen, kastede aftenens pianør sig over klaviaturet. Det skete naturligvis med små anekdoter og tørre bemærkninger mellem sangene, og der blev ikke kun sunget traditionelle danske sange. Benny Andersen fik lov til at bidrage med flere sange - blandt andet én om kommunismens fald i det daværende Sovjetunionen. Og der var der også en sang, som flere har hørt Povl Dissing fremdrage: Jeg hader mit selvhad - gid jeg dog var en smule selvglad... Humoren og hyggen havde med andre ord gode kår denne aften. Der var også tid til at eksperimentere lidt. Messing til Andersen En sang af den norske komponist Alf Prøysen, hvor melodien måske ikke lige var den allernemmeste, fængede straks, og da Samuel Frederiksen på trombone og Orla Sørensen på trompet lagde musik til klassikeren ”God Nu Nat Og Gå Nu Lige Hjem” var der ikke et øje tørt. Forsamlingen blev ved til ud på aftenen, og stemningen var absolut i top. Samuel Frederiksen lægger da heller ikke skjul på, at syng sammen-aftenen var en satsning. Var der virkelig folk nok til en aften af den slags? Det må man sige ja til - og det betyder da også, at arrangørerne har fået blod på den musikalske tand. Allerede til efteråret kan sangglade himmerlændinge glæde sig til en syng sammen-aften af samme kaliber.