Sangere krydrer gudstjenester
I forbindelse med gudstjenestefornyelsen, arbejdes der på at oprette et sangerlaug ved Hellevad og Ørum Kirker.
- Vi ønsker at styrke fællesskabet ved vores almindelige søndagsgudstjenester, og løfte salmesangen ved hjælpe af et sangerlaug, fortæller organist Lasse Christensen. I den forbindelse er der arrangeret et informationsmøde i konfirmandstuen i Klokkerholm torsdag klokken 19. - Vi har mange idéer til en model for sangerlauget, men da vi ikke ved, hvor mange som ønsker at deltage, kan og har vi ikke besluttet noget endnu. - Det får man rig mulighed for at præge til informationsaften. - Det er klart, hvis vi bliver 50 kan vi noget, og hvis vi bare bliver 10, så kan vi noget andet. Tre fra gudstjenesteudvalget kommer med et oplæg: sognepræst Ole Skov Thomsen, organist Lasse Christensen og udvalgsmedlem Anette Myatt. - Hvor tit sangerlauget skal medvirke i kirkerne, er også noget vi snakker os frem til på informationsmødet. Og hvad vores ambitioner ellers er, diskutere vi på mødet. - Vi regner ikke med, at der skal være faste øveaftner hver uge, men at man møder en times tid før søndagens gudstjeneste, og varmer stemmen og øver salmerne. Resultatet skulle gerne være en god oplevelse med fællesskabet og sangen i vore kirker. Formålet er ikke flerstemmighed, men fællessang og stor sangglæde. Nodekendskab er ikke nødvendigt for deltagelse, og man kommer med den stemme man har! Mange siger om sig selv, at de ikke kan synge, men det passer sjældent. - Hver fugl synger med sit næb, og alle mennesker har deres tone. Hvilken kvalitet den har, er ikke afgørende. - Vi fokuserer på sangglæden med det "instrument", man har.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.