Sangfuglen der blev noget ved musikken

28-årig nordjysk Carl Nielsen-ekspert ud i job og Fynsk Forår direkte fra eksamensbordet på Aalborg Universitet

Ida Marie Vorre - siden 1. februar chef for Carl Nielsens Museum i Odense samt komponistens barndomshjem i Nr. Lyndelse. Foto: Michael Bygballe

Ida Marie Vorre - siden 1. februar chef for Carl Nielsens Museum i Odense samt komponistens barndomshjem i Nr. Lyndelse. Foto: Michael Bygballe

AALBORG:At synge en sang var en helt almindelig foreteelse i barndomshjemmet i Klarup, og ad den vej blev Ida-Marie Vorre sporet ind på en løbebane, som for den 28-årige nordjyske musikhistoriker er endt med det ultimative drømmejob - chefstillingen i spidsen for komponisten Carl Nielsens Museum i Odense samt hans barndomshjem i Nr. Lyndelse. Ida-Marie Vorre er en af de akademikere, der vægter positivt i ledighedsstatistikken, og selv den slags stillingsopslag måske ikke ligefrem hænger på træerne, siger hendes historie i sig selv noget om, hvor stor værdi det kan have at brænde for sit fag. Og det har Ida-Marie gjort siden hun som 10-årig begyndte at gå til klaverspil hos Clara Mikkelsen, som den nybagte museumschef giver en god del af skylden for sin glæde ved musikken. - Hun var en fantastisk kvinde, og hun gav mig for alvor lyst til at gøre mere ved det musikalske, fortæller Ida-Marie Vorre. Nu blev det sidenhen i højere grad sangstemmen end klaverets tangenter, Ida-Marie kom til at spille mest på. Men den grundlæggende indføring i musikken kan hun stadig henføre til sin nu afdøde spillelærerinde. Kortraditionen i Klarup Den danske sangskat har hun til gengæld dyrket ivrigt i den alsidige koraktivitet, som Klarup er så kendt for. Med Klarup Skole- og Pigekor og dets ildsjæl af en dirigent, Jan Ole Mortensen, samt højdepunkter i form af mange internationale optrædener. Siden har der under studietiden været udfordrende og inspirerende miljø omkring Musikstuderendes Kammerkor under ledelse af Mogens Dahl - herunder store koncertrejser og mange koncerter. Med "Jeg ved en lærkerede" og andre kendte Carl Nielsen-melodier på repertoiret har der fra starten været lagt et kim til den interesse, der senere mundede ud i et musikhistorisk speciale med titlen "Den Danske Sang - en undersøgelse af danskheden i Carl Nielsens sange" - set i lyset af blandt andet kulturelle kanon'er og indvandrerdebat et hot emne i tiden. Som flere Klarup-piger før hende gik Ida-Marie i 1998 - efter to fjumreår med skiftevis rejser og arbejde - i lag med musikstudierne på Aalborg Universitet.Overvejelser om jobmulighederne bagefter stod ikke øverst på prioriteringslisten. Men musik skulle det være. Gik efter alsidighed - Det kunne måske lige så godt være blevet musikkonservatoriet, men jeg valgte universitetet på grund af den alsidighed, cand.mag.-uddannelsen rummer. Her fik jeg mulighed for at dyrke både det teoretiske og det praktiske, forklarer Ida Marie Vorre. Ved starten var der 35 studerende på årgang 1998, men da Ida-Marie siden valgte sig ind på den musikhistoriske linie, var det i en lille, eksklusiv forsamling på tre studerende. Efter et enkelt års orlov fra studiet - med frivilligt arbejde på en døveskole i Tanzania - vendte hun i 2002 tilbage for at afslutte uddannelsen med en musikhistorisk overbygning. Vælg med hjertet - Det valg traf jeg nok mest, fordi jeg syntes, at jeg manglede noget på den videnskabelige side efter bachelordelen. Der var selvfølgelig også et håb om at kunne omsætte det i job, men i bund og grund tror jeg bare, det handler om at vælge uddannelse med hjertet. Hvis man virkelig brænder for det, man beskæftiger sig med, skal man også nok finde ud af at få det brugt på en eller anden måde, vurderer Ida Marie Vorre. - Desuden var jeg i øvrigt utroligt glad for undervisningsformen på universitetet, det gruppebaserede, og jeg synes, det er en skam, at regeringen nu er ude efter de små studieområder som for eksempel musikstudiet ved Aalborg Universitet, beklager musikkandidaten, der havde sin første arbejdsdag som inspektør ved Odense Bys Museer 1. februar. 35 ansøgere i Odense Studiekammeraten Karen Vestergård, medforfatter på Carl Nielsen-specialet, var også blandt de 35 ansøgere (21 kvinder og 14 mænd) til chefjobbet i Odense, men i den sidste ende efter en samtalerunde med seks ansøgere, løb Ida-Marie Vorre med jobbet, som de hellere end gerne havde været to om, men det var ikke på tale fra museets side, Den helt store svendeprøve venter Ida-Marie Vorre i 2015, når Carl Nielsen ville være fyldt 150 år, og det skal naturligvis fejres med fuld musik. - Men nu er der jo rigtig god tid til, så der skulle være en chance for at få forberedt det godt, så komponisten kan blive fejret som fortjent, fastslår Ida-Marie Vorre.