Sangfuglen fra Voerså

Randi Laubek:"Sun Quakes"

Flot stemme, troværdigt engelsk, men mestendels sange, der ikke bringer nye facetter til Laubeks ubestridte talent. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Fugle 30. september 2009 06:00

På mange måder er sangerinden Randi Laubek en fremmedartet fugl i den danske rock- og popverden. Hun har en imponerende stemme, synger ubesværet på troværdigt engelsk og skifter lige så ubesværet mellem basdybt og sopranhøjt, mestrer både det sensuelle hengivne og det alvorlige indtrængende. Sangspekteret er stort, og hun kan frasere både overgivent og storladent, så det kan minde om udenlandske navne som Cassandra Wilson og Joni Mitchell med flere. Hendes tekstunivers er også sådant et som både beskæftiger sig med kærligheden og den personlige kamp for lykken og samtidig tager sig tid til at bekymre sig om vor tids problemer. Eksempelvis skolemassakren i Blacksburg, Virgina i det spøjst countryfarvede nummer "Windmills On The Hills" Hendes stemme lyder i disse øren mere mørk og voksen end tidligere, og du kan roligt skrue godt op for åbningsnummeret "Introduction" for at nyde Laubeks ubesværede og stort anlagte emotionelle sang. Og sådan bliver det ved. I et fortsat strøm af lækre fraseringer og et smukt lydtæppe, som blandt andet nyder godt af multiinstrumentalistens Gustaf Ljunggren's dygtige arbejde på alt fra viola over banjo til fløjte. "Best for Last" handler angiveligt om sex, men nynner harmløst af sted med bløde strygere, og efterhånden som albummet skrider frem, kommer du mere og mere til at savne en virkelig markant melodi. Et rocknummer eller en anden vinkel at gribe sangskriveriet an på. Der bliver satset for meget på det eftertænksomt stilfærdige og skønt lydefrit produceret med hjemmeindspillede vokaler hjemmefra pigeværelset i de nordjyske forældrenes hus, er der ikke rigtig nogen af sangene, der for alvor bliver hængende i øregangen. Kønt er det. Men samtidig bidrager albummet egentlig ikke med nye facetter til billedet af sangfuglen fra Voerså, som ubestridt har sin egen lyriske tone - et sted midt imellem akustisk sangskriveri og lækker pop. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Randi Laubek:"Sun Quakes" Sony Music Laubek spiller Skråen, Nordkraft, torsdag 29. oktober. PS: Anmeldelsen her var lovet i mandagsavisen, men der kom en gryntende, feberhed influenza i vejen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...