Sangglade går i aktion

Underskrifter skal redde kommunalt tilskud til populære sangaftener.

Protester i form af underskrifter bliver nu et sidste forsøg på at redde det årlige tilskud på 118.000 kr., som kommunen nu har sagt stop for til de populære Syng Med-arrangementer i Aalborg Kongres & Kultur Center. Således vil trofaste deltagere samle underskrifter ind ved årets sidste Syng Med-aften i morgen aften, fredag. Arrangementerne i Aalborghallen holdes fire gange om året og samler hver gang 1500 mennesker. Fast konferencier er Lise Sæderup, som har været med helt fra starten i 1975. I de første år var det hen- des mand, Folmer Jensen, der stod for arrangementerne. Efter hans død i 1987 meldte hun klar til at tage over. Glæde Lise Sæderup har svært ved at forstå, at der ikke skulle bliver råd til at støtte noget, der skaber så stor glæde blandt det ældre publikum. Det er forbundet med en vis betaling at være med. De billigste pladser koster således 85 kr. Rådmand Anne-Dorte Krog har tidligere til NORDJYSKE begrundet fjernelsen af tilskuddet med, at man bruger 93.000 kr. til 'administration og andet'. Lise Sæderup bemærker hertil, at ingen skal tjene på det, men Aalborghallen er ikke billig at leje. Imens undrede det hende, da hun læste i avisen onsdag, at Nibe Festivalen, som skole- og kulturudvalget har ønsket at tilgodese med yderligere støtte, nu har råd til at ansætte en fjerde fuldtidsansat. Festivalen har omkring 31.000 betalende gæster og adskillige ikke betalende. Festivalen i Nibe fik i 2010 250.000 kr. i tilskud. Usikkert Endnu er der ikke regnet på, hvad deltagerprisen kan blive uden offentligt tilskud til Syng Med. Der er således heller ikke taget stilling til, om der fortsat vil blive sunget, når sæsonens sidste arrangement er afviklet i foråret. Usikkerheden får imidlertid ikke lov til at sætte sit præg på stemningen på i morgen. AOFs formand, folketingsmedlem Orla Hav, kommer for at ønske forsamlingen en glædelig jul. På programmet er i øvrigt Tove Hyldgaard, Tonny Landy og Dario Campeotto. De gjorde det så godt ved sidste års julekoncert, at de straks blev engageret til dette års. Koncerten indledes af Kulturrøddernes Kor. Koret med 36 sangere, fordelt på fire stemmer, kommer fra Rødding og dirigeres af Grethe Kvistgaard. Det faste husorkester Bjørn & Okay vil være på plads med egen solistafdeling.