EMNER

Sanistål-aktier får større værdi

} AALBORG: Ud fra ønsket om at øge værdien af den tilbageværende aktiemængden har generalforsamlingen i Sanistål annulleret egne aktier for et pålydende på godt otte millioner kroner, så den børsnoterede B-aktiekapital nu udgør 172 millioner kroner i pålydende. - Vi har en målsætning om at sikre en vækst på 10 procent i nettoindtjening pr. aktie. Det kan opnås både gennem udbetaling af udbytte og ved at nedsætte aktiekapitalen, så de tilbageværende aktier bliver mere værd, forklarer selskabets bestyrelsesformand, direktør Knud Erik Borup. Sanistål var sidste år heldig at erhverve en aktiepost på fem procent af den samlede aktiekapital til langt under den børsnoterede kurs, og den aktuelle kapitalnedskrivning svarer til fire procent. Sanistål ligger stadig inde med en mindre beholdning af egne aktier, men der ligger ingen planer om kommende kapitalnedskrivninger. I øvrigt vedtog generalforsamlingen også at udbetale et udbytte på 20 kroner pr. aktie med 100 kroner i pålydende værdi. Aktiens aktuelle kurs faldt i går til 570 efter at have toppet i kurs 612 i sidste uge, men aktien er i øvrigt steget over 43 procent i det sidste halve år. -rock