Sankthans følges op af karneval

Ellers intet program for Blokhus her få uger før ferien

BLOKHUS:Letpåklædte damer med frække øjne og styr på hofterne vil præge gadebilledet dagen efter sankthans i Blokhus. I årtier har bålfesten på stranden været et tilløbsstykke og den succes prøver forretningsdrivende i Hune og Blokhus at ride med på. Sankthansaften skal blive til sankthansweekenden, der også er den første i skoleferien. Blokhus Amba vil betale for at få markante deltagere fra Aalborg Karneval til Hune og Blokhus. - De skal gå i optog fra stadion i Hune, et smut omkring stranden og tilbage til Torvet i Blokhus, og alle kan være med. De kan melde sig til turistkontoret, fortæller redaktør Poul Erik Aagaard, Blokhus. Han siger også, at samtlige institutioner i den kommende Jammerbugt Kommune inviteres til at deltage. Hovedpræmien er på 5.000 kr. Alle forretningsdrivende kan også være med til at arrangere noget mere på Torvet i sommer. Men kun et fåtal viser interesse. Derfor vil de eklekte forretningsdrivende blive opsøgt, så der kan skaffes penge til underholdning. Det har ifølge restauratør Christian Hem tidligere vist sig at være måden. 17 havde tilmeldt sig til et planlægningsmøde på Restaurant Nordstjernen. 16 mødte op, bl.a. erhvervschef Povl Bjarne Jensen, Pandrup. Men ud over karnevalet, blev der ikke sat dato på noget.