Sanne er en sikker sællert

Billetsalget til koncerten 12. november går over al forventning

FARSØ:Sidste år havde Håndboldens Venner totalt udsolgt til Safri Duo. Og alt tyder på, at situationen bliver den samme i år, hvor støtteforeningen har hyret Sanne Salomonsen med band til at give koncert i Dronning Ingrid Hallerne lørdag 12. november. På kun ni dage er der sat navn på næsten 600 af de i alt 1500 billetter. Bestillingerne hober sig op på Farsø Turistbureau og de andre salgsteder rundt om i byen. - Det går meget stærkere, end vi havde regnet med, siger marketingschef Jakob Boye-Møller fra bureauet. Det er ham, der hjælper Håndboldens Venner med alt det praktiske omkring det store arrangement. Så stiller støtteforeningen med de nødvendige hjælpere, når den tid kommer. Jakob Boye-Møller glæder sig også over, at der er rigtig stor interesse for de særlige VIP-billetter, som købes som et tillæg til den almindelige koncertbillet. VIP-billetten giver adgang til en luksusmenu inden koncerten, og samtidig er man garanteret en siddeplads på tribunen i hallen bagefter, mens det almindelige koncertpublikum må stå op foran scenen. - Vi er tæt på at runde de 400 solgte VIP-billetter. Vi kan konstatere, at mange af de virksomheder, som havde medarbejdere med til det tilsvarende arrangement sidste år, har været tilfredse og har skyndt sig at bestille plads igen i år, siger han. Indtil videre har 12 virksomheder hver især bestilt et større antal billetter til deres medarbejdere, men der er selvfølgelig også mange private, der ønsker at spise middag inden koncerten. Der bliver plads til et stykke over 500 gæster ved middagen, så der er pladser at få endnu. Sanne Salomonsen kommer til Farsø med det komplette liveband og scene-show og med nye sange fra den seneste udgivelse "The Album" med på repertoiret. "The Album" er Sanne Salomonsens 12. egentlige soloalbum. Selve koncerten starter klokken 21, og efter det sidste nummer fortsætter festen med musik fra diskoteket Break Out. De, der starter aftenen med en middag, skal møde op allerede klokken 18. Det bliver Hvalpsund Færgekro, der kommer til at stå for maden, men hvad menuen kommer til at byde på, ligger ikke fast endnu.