Sarah Palins datter får ny reality-serie

Sarah Palins datter er med egne ord "helt normal", og det håber hun, folk vil se, i et nyt reality-program.

Sarah Palins datter får ny reality-serie

Den 19. juni vil amerikanske tv-seere kunne følge med i datteren til en af landets mest omdiskuterede politikeres liv.

21-årige Bristol Palin, datter af den stærkt konservative Sarah Palin, går nemlig i luften med sin egen reality-serie om livet som ung mor.

- Folk kommer til at se den virkelige Bristol i dette show, har 21-årige Palin sagt i det amerikanske TV-program "Good Morning America".

- Jeg er bare en jordnær, normal mor, forklarede hun.

Bristol Palin markerede sig for alvor i medierne for fire år siden på en måde, som hun nu betegner som "en af de mest pinlige måder man kan tænke sig".

Det skete, da hun i 2008 blev kendt som den republikanske vice-præsidentkandidats datter, der ved et uheld var blevet gravid som ugift 17-årig.

Med andre ord en kontroversiel sag i USA, hvor sex før ægteskabet ikke er velset i konservative kredse.

Politikerdatteren har dog siden gjort meget for at fastholde interessen for sin person - blandt andet med en kontroversiel blog og som deltager i det amerikanske svar på "Vild med dans".

Og nu har hun altså bevæget sig videre til reality-genren med en serie på 10 afsnit om sit eget liv med sønnen Tripp.

- Bristol holder sig virkelig ikke tilbage. Efterhånden som serien skrider frem, åbner hun virkelig op over for os, siger Matt Lutz, en af showets producenter.

- Vi ser hendes forhold til sin søn, familie, kæreste, vi ser hendes kampe som enlig mor og hvordan, hun kæmper med at håndtere sin eks-forlovede Levi Johnston og hans rolle i Tripp's liv, fortsætter Lutz.

/ritzau/Reuters