Hobro

Saras skub

HOBRO:Mere end 1600 elever har gået på Hobro Produktionshøjskole. For elev nummer 500 blev opholdet på skolen noget af et vendepunkt. Det var efteråret 1990, og Sara Sørensen fra Hobro var 17 år, skoletræt og havde det svært, efter hun tidligere på året havde mistet sin far. - Det var en opbrydningstid for mig, husker Sara Sørensen, der efter en rundvisning på skolen var overbevist om, at det var det rigtige for hende på det tidspunkt. - Det var med til at skubbe mig i den rigtige retning, og jeg fik noget godt ud af den periode, hvor jeg ellers var usikker, fortæller den tidligere elev. Hun husker især det personlige forhold mellem lærer og elev. - Det var godt, at de holdt én fast i, at man skulle komme, og at man stod til regnskab for det, man lavede, fortæller hun. Det var også sammen med to lærere, at hun fandt på at tage til Wales som au pair. Da hun kom hjem igen, gjorde hun 10. klasse færdig og begyndte på hf. I dag er Sara Sørensen, der nu hedder Sara Clare, 29 år. Hun blev for to et halvt år siden uddannet som jordemoder og bor i dag i Lille Rørbæk med sin mand og to børn.