Udland

Sareen er glad for opblødning af EU's kvindekvoter

Ligestillingsministeren er glad for, at EU ikke tvinger europæiske selskaber til flere kvinder i bestyrelsen.

Sareen er glad for opblødning af EU's kvindekvoter

Kommissærerne i EU er uenige om, hvad de egentlig har vedtaget om kvindekvoter i europæiske virksomheders bestyrelser, og konsekvenserne af forslaget står heller ikke helt klart endnu for den danske ligestillingsminister Manu Sareen (R).

- Der er umiddelbart mange uklarheder. På plussiden er, at alt tyder på, at Kommissionen ikke længere vil straffe, hvis man ikke når en kønsfordeling på 40 procent, skriver Manu Sareen i en mail til Ritzau.

- Jeg er også glad for, at Kommissionen lægger op til, at EU ikke skal blande sig, hvis det enkelte medlemsland selv er i gang med initiativer, der skal få flere kvinder i bestyrelserne, siger han.

Netop nu behandler Folketinget regeringens eget lovforslag for flere kvinder i ledelse og bestyrelser i Danmark - den såkaldte danske model for flere kvinder i toppen.

Den skal blandt andet forpligte de 1100 største private og statslige virksomheder i Danmark til at sætte sig måltal for antallet af kvinder i bestyrelsen.

EU-Kommissionen godkendte onsdag justitskommissær Viviane Redings forslag til, hvordan man skal få flere kvinder i toppen af europæisk erhvervsliv.

Vivian Reding har kæmpet for at indføre bindende kvoter for andelen af kvinder i bestyrelser og sanktionsmuligheder mod de virksomheder, der ikke lever op til dem, men der var ikke opbakning til så vidtgående et forslag.

I stedet lægges der op til, at EU's 27 medlemslande selv skal vedtage handlingsplaner for, hvordan de vil sikre flere kvinder på bestyrelsesposter.

Venstres gruppeformand i Europaparlamentet Jens Rohde glæder sig over, at EU ikke vil tvinge kvindekvoter ned over hovedet på de europæiske virksomheder.

- Der er ingen tvang, og der er ingen sanktioner. Derfor er Viviane Redings korstog med tvungne kvoter og EU-sanktioner heldigvis faldet pladask til jorden, siger Jens Rohde i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.