Sarkasme og smil som slutspilsoplader

Björn Blomquist og Aalborg DH klar til første gyserkamp

Björn Blomquist har en fuld bænk til første runde i slutspillet med blandt andre stortalentet Stine Jørgensen. Foto: Peter Langkilde

Björn Blomquist har en fuld bænk til første runde i slutspillet med blandt andre stortalentet Stine Jørgensen. Foto: Peter Langkilde

AALBORG:- Undskyld, skulle du ikke have dækket op der?, - det er da klart, at hun løber igennem - vi spiller jo håndbold!, Lad det være sagt med det samme: der var også masser af ros til spillerne, men luften var også tyk af sarkastiske bemærkninger fra cheftræner Björn Blomquist, da Aalborg DH i går eftermiddags pudsede formen af med et to-timers træningspas før den første slutspilskamp mod Ikast Brande/FC Midtjylland i dag. - Naaj. Det er ikke så alvorligt. Det er min måde at lade op på før et slutspil og vise spillerne, at nu er det alvor. Nogle af spillerne er måske lidt nervøse, så det er bare et forsøg på at få dem til at løsne op, smilede træneren efterfølgende. Det stjernespækkede FC Midtjylland hold har da også en hel del mere rutine i knald eller fald kampe, end Aalborg DH'erne har. Men på positivsiden tæller, at midtjyderne har spillet flere kampe i sæsonen. Og så er Aalborg DH blevet forstærket på rette tidspunkt. Trio tilbage Lærke Møller, Pernille Larsen og Frida Toveby er alle med igen efter skader, og det ser Björn Blomquist som en stor fordel. - Vi har haft det svært mod de store hold, men vi var tæt på mod Viborg. Dengang havde vi bare ikke nogen at skifte ud med, og det tror jeg kan blive den helt store forskel i morgen, sagde ADH-træneren. Godt forberedt Udover at have fuldt hold, så har han også en trup, som er godt forberedt på dagens modstander. Det er kun seks uger siden de to hold sidst mødtes i Gigantium, hvor gæsterne løb med en to-måls sejr efter alt for mange ADH fejl. - Dengang smed vi fire bolde lige i hænderne på dem, så de kunne score på kontra. Nu skal vi være mere kølige i vores angrebsspil. Vores forsvar, målmænd og kontraer fungerer rigtigt godt, men der mangler stadig lidt i det etablerede angrebsspil. Får vi det til at fungere, tror jeg vi har en rigtig god chance, sagde Björn Blomquist. Teori og praksis Udover egne dyder har holdet også fokuseret rigtigt meget på modstanderen. - Det er min stil i et slutspil: Ikke at fokusere på, hvordan det andet hold spiller men på, hvordan den enkelte modstander gør tingene. Det har vi trænet hårdt på i de seneste dage, og spillerne har lært rigtigt meget. Men det er jo teorien. Nu skal vi så ud og vise, hvad vi har fået ud af det i praksis, sagde Björn Blomquist. I en pulje med tre hold, hvoraf det ene er Anja Andersens stjerneparade fra FCK, er der ikke råd til nederlag, og Björn Blomquist betegner da også første kamp som en ægte nøglekamp. - Ikke kun fordi vi kan komme godt ind i slutspillet, men også fordi spillerne vil få ekstra selvtillid og dermed løfte sig et niveau, inden de tre sidste kamp, lød det fra ADH træneren.