EMNER

Sarkozy: Om igen, Irland!

BRUXELLES:Irland kan få nogle EU-forbehold og beholde landets EU-kommissær. Til gengæld skal premierminister Brian Cowen udskrive en ny folkeafstemning om Lissabontraktaten for at få omstødt nej'et fra sidste måned. Det er drejebogen for det franske EU-formandskab, og præsident Nicolas Sarkozy sagde ligeud i går ifølge flere nyhedsbureauer, at "irerne bliver nødt til at stemme igen". Kommentaren faldt på et møde i Paris med adskillige parlamentsmedlemmer fra regeringspartiet UMP. Sarkozy drager til Irland 21. juli, og ifølge den franske avis Le Monde ventes regeringen i Dublin også at få tilbudt nogle EU-forbehold i stil med de fire danske. /ritzau/