EMNER

Sarkozy vil stoppe drabsvideo

PARIS:Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, advarer satellitkanaler mod at vise videoen af Mohamed Merahs drab på syv mennesker i Toulouse. Skulle tv-kanaler vælge at vise optagelserne, vil præsidenten blokere for tv-kanalens signal, siger Sarkozy. Videoen skal nemlig under ingen omstændigheder vises nogen steder, mener den franske præsident. 23-årige Merah filmede selv drabene og sikrede sig samtidig, at de makabre optagelser kom i hænderne på den arabiske fjernsynsstation al-Jazeera. Men al-Jazeera agter ikke at vise den. Præsident Sarkozy takker tv-kanalen for beslutningen. - I overensstemmelse med al-Jazeeras etiske regelsæt og på grund af, at videoerne ikke bidrager med nogen ny information, vil nyhedskanalen ikke vise noget af videoernes indhold, lyder det fra kanalen, der har base i Doha. Optagelserne blev sendt til al-Jazeeras kontor i Paris. Det er uvist, om det er Merah selv eller en eventuel medhjælper, der sørgede for, nyhedskanalen fik optagelserne./ritzau/AFP