Sart ungdom i stærke noveller

"Jeg begyndte sådan set bare at gå"

Fint registrerende og aldrig kommenterende. Bogens forside.

Fint registrerende og aldrig kommenterende. Bogens forside.

Aakeson nye bog er faktisk en ungdomsbog om unge. Sproget er let tilgængeligt med korte sætninger og i øvrigt med en masse dialoger, der ofte er en smule slangprægede og ungdomsrelaterede. Handlingen i de 14 noveller er enkel - alle drejer de sig i overvejende grad om sindsstemninger og psykiske relationer mellem mennesker, for det meste oplevet af en jeg-fortæller. En del af dem lader sig også tolke symbolsk, f.eks. "Raftehegn": En far vil have et gammeldags raftehegn op, fordi folk kan kigge ind i haven. Moderen er ikke meget for det, men sammen med sønnen får han det sat op. De taler sammen undervejs, men forholdet mellem dem bliver mere og mere distant, og til slut er sønnen lukket ude fra haven, fordi han er uden for hegnet, hvor han til gengæld kan se verden finde sted. Stærkt står også "Skovhuggere", der igen fortæller om relationer mellem far og søn. Faderen er en storskryder, der i virkeligheden viser sig intet at være til, da træfældningen skal finde sted. "Hund" handler om en dreng, der har forelsket sig i den rige tilflytterfamilies smukke, kølige og uinteresserede datter, der lufter sin hund.. En dag oplever han, at den bliver kørt over af en bil. Da brydes barriererne, og hun giver sig hen i sine følelser, og hun bliver for ham en forsvarsløs pige, som han må tage sig af: "jeg sagde at jeg ville passe på hende, jeg sagde at hun kunne stole på mig, og jeg kunne mærke hendes ånde mod min hals, hun var mindre end jeg havde forestillet mig, tyndere. Hun rystede. Jeg kunne klemme til og knuse hende hvis jeg ville. Jeg trak hende tilbage mod min cykel." Aakeson er en fint registrerende seismograf af unge menneskers sarte psyke. Han bliver aldrig vulgær eller simpel. Han blotlægger sine personers tankeverden, følelsesreaktioner eller sjælelige konflikter, men han nøjes med at registrere; han dechifrerer eller kommenterer aldrig. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Kim Fupz Aakeson: "Jeg begyndte sådan set bare at gå" 176 s., 199,95 kr., Gyldendal.