SAS afviser udspil fra kabinepersonale

Personalet mener selv, at man har imødekommet SAS. Men forslaget er ikke tilstrækkeligt, melder SAS.

SAS afviser udspil fra kabinepersonale

Ledelsen i luftfartsselskabet SAS har afvist et udspil fra kabinepersonalet, fordi det langtfra lever op til selskabets krav. Det oplyser Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef ved SAS i Danmark, til Ritzau.

Det danske kabinepersonale (CAU) har ellers ifølge eget udsagn imødekommet sparekravene fra SAS med et tilbud om nye overenskomster.

Deres forslag handler blandt andet om ændringer i forhold til løn og diæter og øget arbejdstid.

Med udmeldingen fra SAS ser det ud til, at der er et godt stykke vej igen, før parterne kan finde en aftale i forhandlingerne, der blev indledt torsdag og er fortsat lige siden.

Det bekræftes af selskabets bestyrelsesformand.

- Det går rigtig skidt med forhandlingerne, siger SAS-bestyrelsesformand Fritz Schur til DR Nyheder.

Forhandlingerne skal ifølge luftfartsselskabets ledelse afsluttes søndag, hvor spareplanen - og dermed også de overenskomster - skal være på plads, inden der holdes et afgørende bestyrelsesmøde.

Piloterne har ligesom kabinepersonalet tidligere meldt ud, at de har fremlagt et udspil, der imødekommer krav fra ledelsen om besparelser.

Men Ritzau erfarer, at tilbuddet lå langt fra det oprindelige udspil fra luftfartsselskabet, og derfor ikke var brugbart for ledelsen.

Med i den oprindelige spareplan fra SAS er omfattende ændringer for de ansatte i forhold til lønforhold og løntrin, som kan betyde lønnedgang på op til 15 procent samt forringede pensionsvilkår.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.