SAS' betydning for Øresundsregionen er vital

Det er helt afgørende, at de nordiske lande vil SAS, hvis selskabet skal overleve, siger regionsformand.

SAS' betydning for Øresundsregionen er vital

Efter en hård nat ser det ud til, at SAS har reddet livet, men det er nu op til de nordiske lande - Danmark, Norge og Sverige - om de vil samarbejde og få selskabet til at fungere i fremtiden.

Det siger formand i Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S), der ønsker selskabet et godt liv.

- Det vigtigste er at få samlet kræfterne om at få SAS til at fungere og blive det selskab, der sikrer de internationale afgange, der er så vigtige for lufthavnen. Det er helt vitalt. Problemstillingen er, om staterne vil SAS, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Hun frygter, at hvis de internationale ruter forsvinder fra København vil forskning, udvikling og etablering af internationale virksomheder også forsvinde fra Ørestadsregionen.

Også turistindustrien med krydstogtskibene bliver hårdt ramt, hvis de internationale ruter forsvinder fra Københavns Lufthavn i Kastrup.

- Vi har brug for et nordisk samarbejde mellem hovedstæderne. Det er helt vitalt, at Oslo, Stockholm og København vil konkurrere, men også sikre, at der indbyrdes er den alliance, som samlet gør Norden til et stærk kort i Europa.

Og ifølge Vibeke Storm Rasmussen kommer det stærke kort i Europa kun, hvis de nordiske lande klarer samarbejdet, fordi konkurrencen er benhård fra andre udenlandske metropoler, både når det gælder tilgængelighed og tiltrækning af ressourcer.

Flere udenlandske flyselskaber kaster allerede sultne blikke efter det store rutenetværk, som SAS vil efterlade sig i tilfælde af en konkurs. Det skriver Børsen.

Især det norske lavprisselskab Norwegian øjner en mulighed, hvis ledelsen i SAS ikke formår at gennemføre den spareplan, der skal gøre selskabet overskudsgivende igen.

Det irske lavprisselskab Ryanair nævnes også som en mulig arvtager af SAS-ruter. Direktør Michael O´Leary er interesseret i at øge selskabets tilstedeværelse i København, men afgifterne i lufthavnen skræmmer i øjeblikket Ryanair væk, skriver avisen.

Og så er der Lufthansa. Europas største luftfartsselskab og nummer fire i verden. I flere år har der været spekulationer og rygter om, at det tyske selskab ville overtage SAS. Lufthansa og SAS har i forvejen et samarbejde på ruter til og fra Tyskland.

En konkurs i SAS kan sætte gang i en tysk offensiv i Skandinavien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.