SAS blev Janssons eftermæle

Charlotte Mackeprang
Mats Jansson, tidl. topchef i SAS, fylder i dag 60 år.Foto: Scanpix
EMNER 17. december 2011 05:00

¤Mats Jansson, tidligere topchef i SAS, fylder i dag 60 år. Det lå ikke i kortene, at Mats Jansson, der startede i detailhandlen, skulle være førstemand hos SAS. Men det blev flyselskabet, som folk husker ham for. - Det er min personlighed. Jeg holder af at blive udfordret. Sådan lød det, da svenske Mats Jansson i 2007 blev topchef i SAS. Og udsagnet blev afprøvet mere end én gang i den tid, som Jansson sad ved styrepinden i cockpittet hos det skandinaviske luftfartsselskab. Mats Jansson forlod SAS sidste år - årsagen kommer nu. I SAS forlader man nemlig direktørstolen, når man når de 60 år, og Jansson valgte at gøre det et år før tid. Det stod dog ikke i kortene, at luftfart og SAS skulle være det, der kom til at præge Mats Janssons erhvervskarriere for alvor. Han havde i mange år gjort sig i detailhandlen, hvor han trådte sine første spæde skridt på de bonede gulve hos svenske ICA tilbage i 1973. Og siden gik det med direktørstillinger blandt andet her, hos Fazer og hos Axfood. Men det er SAS-navnet, der klæber til Mats Jansson. Og det blev da også nogle hårde år, og han kom til at styre det skandinaviske luftfartsikon gennem mere end én krise. Finanskrisen ramte SAS hårdt - ligesom luftfarten globalt blev ramt. Den islandske askesky betød økonomiske kvaler for SAS. Og selskabet har i Janssons tid været gennem både sparerunder og aktieudvidelser for at klare skærene. Men en af de ting, der har gjort størst indtryk på ham, var flyulykken i det daværende datterselskab Spanair, hvor 154 mennesker omkom. Flyet fra Spanair forulykkede ved starten fra lufthavnen i Madrid med kurs mod Gran Canaria i august 2008. Flyet brød i brand, og 154 ud af 172 passagerer mistede livet ved ulykken. Under Mats Jansson er SAS blevet slanket og skåret til. Og man begyndte for alvor at tage udgangspunkt i, hvad kunderne egentlig ville have. Det stive SAS blev til et mere fleksibelt luftfartsselskab - med betydeligt færre ansatte. I Janssons tid er antallet af ansatte i SAS-uniformen faldet fra 25.000 til omkring 15.000. Mats Jansson er gift med Karin, som han har fire døtre med. Han står tidligt op, løber sig en tur eller spiller tennis. Og en stor del af fritiden tilbringes i sommerhuset i Båstad nord for Helsingborg, når han da ikke lige passer sit job som bestyrelsesmedlem i Danske Bank./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...