SAS Danmark sadler om

København, søndag /ritzau/ SAS har siden opsplitningen i selvstændige selskaber i 2003 gennemgået enorme ændringer. Alene det seneste år har SAS Danmark lukket 13 ruter og åbnet 11 nye. SAS Danmark er et selskab midt i en enorm forandringsproces. En proces, der så småt er ved at give resultater, men som kun er et første skridt på vejen, lyder den samstemmende vurdering fra luftfartsanalytiker i Jyske Bank, Brian Børsting, og ledelsen i SAS Danmark. Siden SAS blev opsplittet i et dansk, et norsk og et svensk flyselskab i august 2003, er det gået stærkt med forandringerne i den kriseramte koncern. I SAS Danmark har man siden gennemgået den samlede rutestruktur, og man har hentet betydelig inspiration fra de fremadstormende lavprisselskaber. - Siden opsplitningen af SAS har vi fået ansvar for bundlinjen og analyseret tingene i en helt anden detaljeringsgrad. Hvis jeg skal gøre status, kan jeg kun være meget tilfreds. Jeg føler mig overbevist om, at vi når de opsatte mål, siger administrerende direktør i SAS Danmark, Susanne Larsen. SAS Danmarks målsætning er at gå i nul i regnskabsåret 2006 og få et markant overskud i 2007. Gerne en overskudsgrad på 20 procent, lyder det fra Susanne Larsen, der erkender, at der bliver røde tal på bundlinjen i år. Hun konstaterer, at mens en stor del af det første år efter opsplitningen gik med at analysere markedet, har det seneste år budt på bemærkelsesværdige ændringer. Selskabet er blandt andet begyndt at sælge enkeltbilletter, og ledelsen har gået samtlige ruter igennem i sømmene og luget ud, hvor de ikke lever op til nye og langt skrappere krav om lønsomhed. En opgørelse viser, at alene det sidste år har ført til en åbning af 11 nye ruter og en lukning af 13 ruter. SAS forventer sig blandt andet meget af nye ruter til vigtige forretningsdestinationer som Nürnberg, Luxemburg og London City. Luftfartsanalytiker i Jyske Bank, Brian Børsting, mener, at opsplitningen af SAS i nationale selskaber med en samlet koordinerende ledelse var det helt rigtige for det kriseramte flyselskab. Han tror på, at SAS Danmark vil nå målene om et betydeligt overskud i 2007. - Opsplitningen skulle bringe de enkelte selskaber tættere på markedet, og det er lykkedes indtil videre. På et år har de skåret 12-13 procent af kapaciteten væk, og det er et signal om, at indtjeningen for alvor er kommet i højsædet, siger Brian Børsting. Han peger dog på flere markante udfordringer for SAS Danmark, der kan ødelægge ambitionerne om betydelige overskud i regnskabsåret 2007. - For det første kan en fortsat stigende oliepris stikke en kæp i hjulet. Dernæst kan øget konkurrence fra eksempelvis lavprisselskabet Easy Jet blive en trussel. Endelig er medarbejdernes fortsatte villighed til forandringer afgørende, siger Brian Børsting, der mener, at fortsatte besparelser er en simpel nødvendighed. Susanne Larsen erkender, at det ikke er nok at føre allerede planlagte ændringer ud i livet for at nå målene. Hun understreger, at luftfartsbranchen kræver, at man hele tiden skal være klar til forandring - også når det går godt. - Truslen er, at vi slipper grebet og tror, at nu er det ovre. Men kan vi fortsætte med at se nye veje, som vi har gjort det sidste år, så kan vi endegyldigt afblæse al snak om krise. Lad os se, om jeg ikke har ret, når regnskabet for 2007 engang kommer, siger hun. /ritzau/