SAS-fly kørte fast i sne
Snevejret gav problemer i Aalborg Lufthavn mandag aften, hvor et fly måtte droppe afgangen

Sneen gav problemer i Aalborg Lufthavn mandag aften, hvor et SAS-fly måtte droppe afgangen af sikkerhedshensyn. Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo
AALBORG:Selv om Aalborg Lufthavn har ryddet start- og landingsbaner grundigt for sne, måtte et SAS-fly mandag aften droppe afgangen til København.
Det skete, efter flyet sad lidt fast i sne, da det var ved at køre ud til startbanen.
- Det kørte lidt ud i den ene side, fortæller salgs- og marketingdirektør Rikke Mølgaard fra Aalborg Lufthavn.
Af sikkerhedshensyn måtte flyet køre tilbage til lufthavnen, og passagererne måtte forlade flyet og blev i stedet ombooket til senere afgange, ifølge Rikke Mølgaard.
En tekniker ankom sent mandag aften med fly til Aalborg for at tjekke SAS-flyet, og det måtte så blive stående natten over i lufthavnen, selv om der ikke var sket noget.
- Lige så snart en flystart bliver afbrudt, er der en lang række sikkerhedsprocedurer, der træder i kraft, forklarer Rikke Mølgaard.
Tirsdag morgen har lufthavnen i Aalborg ikke haft de store problemer trods sneen. Enkelte flyafgange har været forsinkede 10-12 minutter, oplyser salgs- og marketingdirektøren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.