SAS forlænger flystop til Norditalien til 3. april

Der bliver ingen SAS-flyvninger til Milano, Torino, Bologna eller Venedig før april, oplyser selskabet.

Rejsende i det nordlige Italien kommer ikke til at se bagenden af et SAS-fly før tidligst i april. SAS har forlænget sit flystop til Norditalien. (Arkivfoto)

Rejsende i det nordlige Italien kommer ikke til at se bagenden af et SAS-fly før tidligst i april. SAS har forlænget sit flystop til Norditalien. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:SAS forlænger sit flystop til det nordlige Italien frem til 3. april. Det oplyser SAS til Ritzau Finans, og det fremgår på SAS' hjemmeside.

Tidligere var flystoppet sat til at løbe ud 16. marts, men mandag er det altså forlænget indtil 3. paril.

Flystoppet omfatter flyvninger til byerne Milano, Torino, Bologna og Venedig.

Oprindeligt annoncerede SAS sin suspendering af ruter til Norditalien 3. marts, da Udenrigsministeriet frarådede alle ikke-nødvendige rejser til fire regioner i det nordlige Italien.

Siden har Udenrigsministeriet ændret sin vejledning. Det er nu alle rejser, der frarådes, og yderligere to regioner i Italien er omfattet af det.

Ifølge en opgørelse fra universitet Johns Hopkins i Baltimore, USA, er der registreret 7375 personer med coronavirus. Af dem er 622 erklæret raske igen, mens 366 er døde.

Italien er det i Europa med suverænt flest registrerede tilfælde.

SAS suspenderede også 3. marts sine flyvninger til Hongkong. Det løber indtil 30. april.

Dengang oplyste selskabet, at det oplever en stærkt reduceret efterspørgsel efter flybilletter til europæiske afgange. Derfor er der også skåret ned i antallet af ruter til andre destinationer.

Tilbage i februar stoppede SAS sine flyvninger til Beijing og Shanghai i Kina. De genoptages efter planen også 30. april.

Spredningen af coronavirus har vist sig dyr for luftfartsselskaber og lufthavne. Ifølge Københavns Lufthavn har de seneste dage budt på et fald på en tredjedel i antallet af rejsende gennem lufthavnen.

I slutningen af februar kom SAS med regnskab for første kvartal i sit skæve regnskabsår. På det tidspunkt anslog SAS, at det ville tabe 140 millioner kroner på aflysningerne af fly til Kina i februar og marts.

Fransk-hollandske KLM har tidligere varslet tab i milliardklassen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.