Flytrafik

SAS klar med bud på ny formand

Efter lang tids søgen har SAS fundet sit bud på, hvem der skal afløse Fritz Schur som bestyrelsesformand

Carsten Dilling har tidligere været administrerende direktør for TDC. Nu skal han efter al sandsynlighed være bestyrelsesformand for SAS.  Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix

Carsten Dilling har tidligere været administrerende direktør for TDC. Nu skal han efter al sandsynlighed være bestyrelsesformand for SAS. Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix

STOCKHOLM:Der er efterhånden gået næsten to måneder, siden SAS’ bestyrelsesformand, Fritz Schur, annoncerede sin afgang.

Siden da har en nomineringskomité i luftfartsselskabet arbejdet på at finde en afløser for Schur, og det er nu lykkedes.

SAS foreslår den tidligere TDC-direktør Carsten Dilling som ny formand. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Den nye formandskandidat har et glimrende kendskab til forretningen, da han i fire år har siddet som menigt medlem i bestyrelsen.

Derudover har han foruden tiden i SAS erfaring fra en række andre bestyrelser, blandt andet NNIT, som han er bestyrelsesformand for.

Dilling skal dog først have generalforsamlingens accept, før han kan sætte sig for bordenden. Generalforsamlingen foregår 10. april i SAS-hovedkvarteret i Stockholm.

Den skulle egentlig være foregået 5. marts, men blev udskudt på grund af den manglende formandskandidat.

I slutningen af januar forlød det fra selskabet, at man var i dialog med flere mulige kandidater, men havde brug for mere tid.

Finansminister Kristian Jensen (V) sagde i den forbindelse, at han gerne så, at det blev en dansker, fordi Norge og Sverige har meddelt, at de på sigt ikke vil være medejere af SAS længere.

Foruden en ny formand skal der også vælges to nye bestyrelsesmedlemmer. Her peges der på Oscar Stege Unger og Liv Fiksdahl, der blandt andet er udpeget i kraft af deres digitale kompetencer og viden om finansiering.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst