SAS lander aftale med første fagforening

Flyselskabet er blevet enig med norsk kabinepersonale om spareplanen, der skal redde forretningen.

SAS lander aftale med første fagforening

SAS har taget første stik i maratonforhandlingerne om flyselskabets fremtid.

Det norske kabinepersonale - organiseret i fagforeningen SNK - har natten til mandag indgået en aftale med SAS.

Det er den første fagforening, som har skrevet under på en aftale med det hårdt pressede luftfartsselskab, der kæmper for at få sin spareplan i hus og undgå en truende konkurs.

- Nogen må tage ansvar og være først ude, siger Anneli Nyberg, lederen af kabinepersonalet i SNK, til det norske nyhedsbureau NTB.

Hun ønsker endnu ikke at oplyse noget om indholdet af aftalen.

SAS' norske kabinepersonale er organiseret i to forskellige fagforeninger - Norske Kabinforening (NKF) og SAS Norge Kabinforening (SNK), og det er kun SNK, flyselskabet er nået til enighed med indtil videre.

Tidligere på natten meldte SAS' pressechef, Elisabeth Manzi, ellers at de også havde givet hånden med NKF, men det viste sig senere ikke at holde stik.

I de store og omfattende forhandlinger om spareplanen håber SAS at forhandle aftaler på plads med de i alt otte forskellige fagforeninger, som flyselskabets personale er organiseret i. Dermed mangler der stadig syv.

- Vi fortsætter forhandlingerne med de andre, siger koncerndirektør Flemming Jensen ifølge Aftonbladet.

SAS' danske pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen, kalder det "positivt", at selskabet nu har den første aftale i hus med de norske stewarder og stewardesser.

- De viser stort ansvar ved at gå ud skrive under på en aftale, siger hun til Ritzau.

- De har accepteret en aftale, som lever op til kravene i planen, tilføjer Trine Kromann-Mikkelsen.

Tidsfristen for spareplanen var sat til 23:59 søndag aften, men da klokken slog midnat var der fortsat ikke tikket nogen fondsbørsmeddelelse ind fra SAS om, at planen var forhandlet på plads.

Både kabinepersonale og piloter har ligget i skarpe forhandlinger med ledelsen op til og efter den deadline.

Sidst på aftenen søndag var der forlydender i flere medier om, at SAS havde fået forlænget frist til mandag morgen fra flere banker til at få spareplanen på plads. Men det vil SAS selv ikke bekræfte.

/ritzau/NTB

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.