SAS lander vigtig aftale med piloter

SAS-piloterne i de tre skandinaviske lande har skrevet under på en aftale med deres trængte arbejdsgiver.

SAS lander vigtig aftale med piloter

Piloterne i Danmark, Norge og Sverige har lavet en aftale med SAS, der betyder, at piloterne blandt andet går ned i løn og op i arbejdstid.

- Pilotforeningerne viser et stort ansvar ved at skrive under på aftalerne, der lever op til de krav, der ligger. Det er rigtigt positivt, siger flyselskabets danske pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen, tidligt mandag til Ritzau.

Forhandlingsleder for SAS-piloterne i de tre skandinaviske lande, Jens Lippestad fra pilotforeningen i Norge, bekræfter, at der er lavet en aftale.

- Vi har fået skåret et beløb, der svarer til en månedsløn og er gået med til at arbejde otte procent mere.

- Det har været en meget usædvanlig forhandling. Vi nægtede at godkende, hvad SAS-ledelsen dikterede. Vi har kæmpet for en reel forhandling. Det er ikke det mest kønne vi har set i skandinavisk arbejdsliv, dette her, siger han foran SAS-hovedkvarteret i København.

- Piloterne har strakt sig så langt, som det overhovedet er muligt, lyder det fra Jens Lippestad.

Med pilotaftalen i hus mangler SAS kun et par enkelte delaftaler i maratonforhandlingerne om flyselskabets fremtid.

- Vi ser frem til at få de sidste på plads, tilføjer Trine Kromann-Mikkelsen med henvisning til to kabinepersonale-fagforeninger, som endnu forhandler.

Det drejer sig om det danske kabinepersonale i CAU og Norsk Kabinforening (NKF), som er en af de to fagforeninger, der repræsenterer det norske kabinepersonale.

Her foregår forhandlingerne fortsat i SAS-huset i Københavns Lufthavn tidligt mandag morgen. Men selvom de også ender med at give hånden til SAS, er flyselskabet ikke kommet helt i mål med sin spareplan.

- I allersidste ende er det bestyrelsen, der skal tage stilling til, om der er forudsætning for, om den her plan kan føres videre, siger Trine Kromann-Mikkelsen

Det svenske kabinepersonale og den ene af de to norske fagforeninger for kabinepersonale har også sagt ja til aftalen i løbet af natten til mandag.

Bestyrelsesformanden i SAS, Fritz Schur, ankom kort før klokken 06 til SAS-hovedkvarteret i København.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.