SAS' pilotstrid passerer midnat uden nyt om truende strejke

Ved midnat natten til fredag var der deadline for at nå aftale mellem SAS og selskabets piloter i Norden.

Ritzau
SAS-piloter ønsker større mulighed for at bestemme over deres vagtplan samt et større lønhop, og indtil videre har det ikke været muligt for piloterne at nå til enighed med luftfartsselskabet. Der er varslet strejke ved midnat natten til fredag, men tre kvarter efter deadline er der endnu intet nyt. (Genrefoto).
26. april 2019 01:08

KØBENHAVN: Deadline for at nå en aftale mellem SAS og luftfartsselskabets piloter i Danmark, Norge og Sverige blev nået ved midnat natten til fredag.

Tidligere på aftenen brød forhandlingerne for de svenske piloter sammen i Stockholm. Det er dog ikke bekræftet, at strejken så er en realitet i Sverige.

Tre kvarter efter deadline er der stadig ikke kommet nyt fra forhandlingerne i Forligsinstitutionen i København. Forhandlingerne ledes af forligsmand Jan Reckendorff.

Der er intet om, hvorvidt den varslede strejke bliver en realitet i Danmark, men heller ikke om at parterne er nået til enighed, eller at uret skulle være sat midlertidigt i stå.

Det er derfor uvist, hvad der sker for de piloter, som har varslet strejke. Striden mellem parterne går på uenigheder om løn og vagtplaner.

Godt to timer inden deadline skrev det svenske nyhedsbureau TT, at de svenske SAS-piloter afviste det forslag, der blev lagt på bordet for dem. Arbejdsgiversiden opfordrede dog piloterne til at fortsætte forhandlingerne indtil den endelige frist ved midnat.

SAS har aflyst 205 afgange i hele Skandinavien fredag indtil middag. Det skyldes, at virksomheden vil forhindre, at passagerer og kabinepersonale strander, hvis flyene pludselig ikke kan flyve grundet en strejke blandt piloterne.

I Norge fortsætter mæglingen på overtid, bekræfter Riksmekleren (svarende til den danske forligsmand, red.) over midnat over for det norske nyhedsbureau NTB.

Det vides ikke, hvordan afstanden er mellem parterne i nogen af forhandlingerne i de tre lande, eller hvornår de venter at kunne lande aftaler.

Det er ikke givet, at konflikt i et af landene betyder konflikt i alle tre lande.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...